⭐⭐⭐⭐⭐ – Max Reiter
⭐⭐⭐⭐ – Jannik & Munch
⭐⭐⭐ – Løppenthin & Cykelbuddet
⭐⭐ – Banesto Vikingen & Cap
⭐ – Teis
Tour de Ejby 2022
Lige om hjørnet ligger Tour de Ejby og lurer. Løbet over alle løb. Moderløbet. Og mens rytterne får banket de sidste træningspas af og sportsdirektørerne kigger nervøst på vejrudsigten, vil vi kigge lidt nærmere på den ultraintense sprinteretape og hvad vi kan forvente af dette års udgave af denne storslåede forstadsklassiker.
Det første vi må dykke ned i er naturligvis fraværet af sidste års vinder, holdkaptajnen på Mercatone Uno, David ”Il Macchina” Bjørnsdall, hvilket jo betyder, at ingen i år vil køre i den gule trøje, som ellers klæder disse Forbundsløb så godt. At trøjerne bliver hædret og æret. Et kæmpe tab for det italienske storhold og i lige så høj grad et tab for Forbundet.
Men tempomonsteret skal vi nok komme til at opleve i en anden rolle (måske en større rolle fortæller rygterne – men lad nu det ligge for nu). Og hvad angår Mercatone Uno, så må man sige, at deres vinderchancer er dalet helt enormt siden Bjørnsdalls exit. Faktisk kan jeg slet ikke se hvordan de skal komme til en sejr. Cap Stærke er ikke ligefrem sprinter og løjtnanten Joakim kan man vel efterhånden knap kalde en løjtnant. Om resten af drengene, Jørgen, Philip eller Generalen formår at overraske tvivler jeg meget stærkt på. De skal måske kigge mere efter snapsespurten, hvis de vil gøre sig forhåbninger om trøjer.
Touren har altid været kendt for at holde traditionerne i hævd. Derfor vil alt i år også være fuldstændig som det plejer, både hvad ruten angår, ankomsten i Generalens have, den efterfølgende festivitas som altid har været god til at tiltrække enorme menneskemængder. Det er denne særlige energi der hersker omkring dette løb som gør at skal du ende øverst på podiet, skal du have nerver af stål. Og følgelig, som i alle cykelløb en grad af held. Det er næsen for at holde sig ude af styrt, punkteringer og evnen til at placere sig ordentligt. Og her kommer man naturligt til at tænke på fraværet af en anden stor rytter, der netop besidder disse træk til perfektion, Henrik Stærke. Større kræfter har været på spil som gør, at han har måttet efterlade sin holdkaptajn fra Ariostea som eneste bejler til den gule trøje. Men på trods af hans dalende form og en måske skuffende indsats i Bornholmo’en ser jeg Munch som en stor kandidat, ikke bare til podiet, men bestemt også til sejren.
ONCE har som altid deres forskellige strengeinstrumenter at spille på. Løppenthin har aldrig været en sprinter og bliver det heller aldrig, men er måske i sit livs form, og selvtilliden har aldrig været større. Og så er der jo den store Ejby-legende Jannik Florang, der uden tvivl har tænkt sig at genvinde det som han selv kalder ”Mit løb” – og med rette. Med så mange ejby-pokaler i skabet og en sublim hjælperytter i form af lilllebror Teis (som jeg også kunne se blande sig i toppen i år), skal der meget til at ikke at udnævne Jannik til storfavorit endnu engang.
Det skulle da lige være en ung mand fra Kelme ved navn Max Reiter. Dette tyske damptog satte ærlig talt den store sprinterkonge godt og grundigt til vægs på de to indlagte spurte på Bornholm og fik vist et par ryttere i feltet til at måbe og en enkelt sportsdirektør fra Once til at lave stort i cykelshortsene. Han lader til at have hele pakken, stor sult, stor kløgt, store lår og ikke mindst et fremragende samarbejde med løjtnant Haugaard. Jeg har faktisk svært ved at se, hvordan Reiter ikke skal lykkes med at at komme først over stregen søndag eftermiddag.
Men det er aldrig til at sige med Ejby. Som de erfarne ryttere altid fortæller mig år efter år ”Er du med i finalen i Ejby, så kan alt ske.”
Og det giver anledning til at se på nogle outsidere, såsom Vikingen fra Banesto, der kørte sit livs cykelløb på Bornholm og som lader til både at køre hurtigt uanset om det går op eller ned. Han har iveren og tilstrækkeligt med frygtløshed til at kunne overraske på søndag.
Og så er der evighedstalentet og træningsnarkomanen Cykelbuddet, som man ikke skal glemme endte på podiet lige foran snuden på Lampres Høgsberg (som vi desværre heller ikke får at se i Ejby i år). Jeg tvivler på han ender i gult, men han kører hurtigere end nogensinde, og måske har han endelig fået nerverne i kort snor og kan køre frit.
Alt i alt må jeg blankt erkende, at jeg vil lægge min gamle hat på den nye tyske stjerne. Træder han rigtigt i pedalerne, så bliver han ikke til at hente…
