Hajduk Nieuwsblad

PORTRÆT AF ET CYKELBUD: Er han klar til at vinde?

PORTRÆT

Christian Davidsens formkurve peger op. Men peger den helt op på øverste trin? Cykelbuddet fra Banesto kigger frem mod weekendens Giro d’ Sydhavsøerne, men kæmper også med at håndtere nerverne. Hajduk Nieuwsblad tegner et portræt. 

Hvis jeg tager speed, så kører jeg sgu i Ulvsund

Det tør jeg ikke endnu” svarer Cykelbuddet prompte på spørgsmålet om han fremmer sin præstation med andet end rødbedejuice og havregryn. “Hvis jeg tager speed, så kører jeg sgu i Ulvsund.”

Vi fanger ham på en tynd telefonforbindelse en sen aften, mens han er på arbejde. Han kan snakke indtil chefen kalder på ham.

Pulsen er allerede rigeligt høj, når løbet går i gang. Jeg har aldrig tidligere dyrket konkurrence-idræt, og jeg kæmper sgu med nerverne. Jeg har langt højere puls end jeg burde i forhold til trådet i mine ben.

I Ejby-løbet var det først på den sidste rundstrækning, at pulsen begyndte at finde et rigtigt niveau. Til enkeltstarten var pulsen for høj hele vejen igennem løbet. Og til Geopark Bjerg Grandprix, som han kørte for et par uger siden, lå pulsen 40 slag over, hvad den burde – allerede inden løbet gik i gang.

Det psyker mig, at jeg skal presse min krop så meget. Jeg er nervøs for, at det bliver så hårdt, at jeg ikke kan gennemføre det. Det hele vælter rundt oppe i hovedet.

På opdagelse i musikken og naturen
Det er ellers ikke fordi, at det sympatiske cykelbud mangler kilometer i benene. Han er berømt for sine lange tur, som i januar, hvor han en dag tilbagelagde 160 km helt alene. Han mener selv, at nerverne handler om erfaring. Eller mangel på samme.

Han kender det fra musikken. I dag laver han elektronisk musik for sig selv, men tidligere var han både forsanger i et metalband og trommeslager i det melodiske punkband Big Mess. Forest på scenen var nerverne også et problem.

I starten var jeg også skide nervøs, når jeg spillede koncerter. Efterhånden vænnede jeg mig til det. Erfaringen løste det.”

Det er ikke den eneste parallel det københavnske bud-fænomen trækker mellem musikken og landevejen.

Der er noget maskinelt over både det at cykle – på noget grej – og lave musik, som jeg gør nu. Jeg bruger forskellige maskiner til at gå på opdagelse. Jeg går på opdagelse i lyde og går på opdagelse i naturen.

Og de seneste par år er han så også begyndt at gå på opdagelse med sin egen krop. At skubbe den til nye grænser. Bevares, han har i lang tid kørt masser af kilometer, men på de lange ture presser han aldrig kroppen så langt ud, som det har krævet i Hajduk-løbene.

Måske er det en fejl. Måske burde jeg træne mere intenst og med flere høj-intervaller. Når jeg kører langt, kører jeg mere rekreativt end præstationsfokuseret. Jeg kører for naturens skyld, for at komme ud.

Ville slagte alle
Det er åbenlyst sket en udvikling for Cykelbuddet. Sidste år blev han sat til vægs, men i år kan han køre med. Mødet med Hajduk-løbene krævede selvransagelse.   

Jeg troede, jeg kunne køre hurtigere end alle andre. Jeg skrev til Nikolaj inden mit første løb sidste år, at jeg ville slagte alle sammen.

Sådan gik det som bekendt ikke. Han blev tidligt på enkeltstarten 2020 overhalet af David, og i sidste ende slået af både Løppenthin og David med flere minutter.

Jagter sejren
I år kører han med en helt anden selvindsigt, men han har stadig svært at styre sig. I Ejby lå han alene uden hjælperyttere blandt de førende, ligesom Jacob Høgsberg fra Lampre, men hvor Jacob ikke tog en eneste føring, kunne Cykelbuddet ikke holde igen.

Jeg begyndte at kede mig. For fanden, hvorfor skal vi ligge og køre 32, når vi kan køre 38. Jeg forsøgte at lave nogle hug og prøve at splitte det. Kraftedeme om de ikke bare sad med deres hjælperyttere. Jeg skulle nok have holdt mig mere i ro

Alligevel kørte han ind på samlet 3. plads i Ejby. Nu vil han have det hele.

Chefen kalder på ham. Ikke mere snak med Nieuwsblad. Han afrunder hurtigt inden han smider røret på. Fokus er på Giroen:

Jeg jagter førstepladsen. Ingen tvivl om det. Men der er rift om den. Nogle er bedre til at mose sig selv helt ned og så er der jo mine nerver. Men Giro-etapen passer mig godt og min grundform er rigtig god – fuldstændig ligesom de rigtige cykelryttere.


Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Optakt til Tour de Ejby: Her er favoritterne

Pierre Chany er begejstret for Tour de Ejby og peger på to tempomaskiner som favoritter til løbet. 

Lørdag køres det prestigefyldte Hajduk-løb Tour de Ejby, der er i vidende kredse også er kendt som sprinternes uofficielle verdensmesterskab. 5 omgange á 8,5 km skal gennemføres på den relativt flade, men også teknisk noget kringlede rute. 

Det kan ikke undgå at blive et episk løb. Sprinterne vil forsøge at holde det samlet, mens tempomaskinerne vil forsøge at splitte det ad. Det bliver grandiøst. Mestrenes mester, løbsgeneralen og hundeejeren Nikolaj Sejergaard har virkelig skabt et storslået løb,” siger Pierre Chany. 

Sidste års udgave var i særklasse dramatisk med voldsomme styrt og en genistreg af en spurt fra Henrik Stærke, der tog fusen på ONCE-bomben Jannik Florang. Pierre Chany håber også, at rytterne i år vil male med den brede pensel. 

Styrt er tragisk. Men de er også betagende. Og så vil Stærkes lynsnarhed og kølige hoved i sidste års spurt for altid stå som et monument, et symbol på løbsintelligens og ukuelig vilje til sejr,” siger Pierre Chany. 

  • Men holdt Henrik Stærke sin linje i sidste års spurt, Pierre? 

Det der protokol-agtige spørgsmål nægter jeg at forholde mig til. Der var ikke nogen dommer, og når det er tilfældet, så må rytterne på vejen selv afgøre, hvor grænsen går. Men havde der været en eller anden græsk dødbider fra UCI til stede, skal jeg da ikke afvise, at Henrik Stærke var blevet deklasseret. Men så var vi blevet frarøvet et stort øjeblik i cykelhistorien. Så tak for at løbsgeneralen, mestrenes mester og hundeejeren Nikolaj Sejergaard dyrker piratløbenes autonomi frem for forbundsprotokoller og kommunale reglementer,” siger Pierre Chany. 

På trods af sin begejstring for Henrik Stærke må Chany dog erkende, at Ariostea-kaptajnen ikke er topfavorit til lørdagens klassiker. 

Han har valgt at give fem stjerner til David Bjørnsdall og Frederik Munch. 

De viste et uhørt højt niveau til enkeltstarten, og især Bjørnsdall skal ud og bevise, at han ikke er den evige 2’er. Han vil være sulten efter sejren,” siger Pierre Chany. 

Lige efter følger Henrik Stærke og Jannik Florang på fire stjerner. 

Vi ved ikke helt, hvem Ariostea kører for. Her står Tue Steinlein med et luksusproblem. Men det er klart, at ofrer Munch sig 100 procent for sin kaptajn, så er Stærke én af de helt, helt store favoritter,” siger Pierre Chany. 

Jannik Florang er også en god kandidat til at vinde. Hans spurt er stærk, og kan han overbevise Løppenthin om at hjælpe ham, er ONCE ikke uden muligheder,” fortsætter han. 

Redaktionen har valgt at give tre stjerne til Cykelbuddet og Løppenthin. 

Cykelbuddet er alene, fordi hans mandskab er optaget af musikalske forpligtelser andetsteds. Det sætter ham i en potentielt vanskelig situation, fordi han er isoleret fra starten. Men han har så meget styrke, at han nok skal være i finalen alligevel,” siger Pierre Chany. 

Løppenthins vinderchancer er han mere usikker på. 

Han var så afgjort én af de bedste i sidste sæson. Men hvor er han nu, og i hvor høj grad vil han køre sin egen chance? Det kender vi ikke svaret på. Men på trods af han ikke er topfavorit, kan det ikke helt afvises, at han laver et godt resultat,” siger Pierre Chany. 

Mercatone-duoen Cap Stærke og Joakim Sejergaard følger efter på henholdsvis 2 og en 1 stjerne.  

Det er et drømmehold, som Mercatone kan stille med, og det er slet ikke umuligt, at især Cap Stærke laver det helt store nummer. Men de to super-løjtnanter vil nok primært skulle smage blod for deres strålende kaptajn,” siger Pierre Chany. 

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

SPRITNY POWERRANKING: Munchs mirakel og lussing til Løppenthin

 

 

Frederik Munch stormer frem på powerrankingen, mens seneste 1’er bliver banket ned på fjerdepladsen. Trods en nydelig enkeltstart er ‘buddet’ stadig ikke i top 5.

Efter sin mytiske enkeltstartspræstation i slutningen af maj tager Ariosteas gråmelerede wattgeni, Frederik Munch, et kvantespring fremad på Hajduk Nieuwsblads powerranking, hvor han overtager føringen.

Der har været heftige diskussioner i juryen, fordi vi kke kun ser på aktuel form, men også ser på rytternes samlede palmares og generelle klasse. Men i sidste ende blev det afgørende, at Munch vandt enkeltstarten med sådan en kraft og dedikation, at han satte nye standarder for hajdukrytternes formåen,” siger cykeloraklet Pierre Chany.

Også Mercatones nye stjerne David Bjørnsdall leverede en stærk præstation, og det bliver honoreret af juryen.

Efter sin miserable form og indsats i 2019 har David siden været blandt de 2-3 bedste i feltet. Han er fænomenal. Kraftfuld, udholdende, eksplosiv og generøs med sine kræfter. Han er en gave til løbene. Mercatone-lejrens opgave bliver nu at sikre ham den sejr, han mangler og tørster efter,” siger Pierre Chany.

Det er skæbnens ironi, at han nu er nummer 2 på powerrankingen. For David er I risiko for at ende som Raymons Poulidor; den evige 2’er“ tilføjer Nieuwsblad-eksperten.

Løppenthin oplever derimod noget af en deroute efter, at han indtog førstepladsen i den seneste powerranking. Han dumper således helt ned som nummer 4 efter en enkeltstartsdag, der vækkede mindelser om Rasmussens tempo-sammenbrud under Tour de France i 2005.

Vi har været meget i tvivl om, hvor vi skulle placere ONCE-klatreren. Han kører en skuffende tid, men omvendt har juryen hele tiden været bevidst om, at Løppenthin ikke har eksempelvis Stærkes mentale styrke. Det er jo på ingen måde overraskende, at han leverer en slap præstation oven på den lavine af tekniske uheld,” siger Pierre Chany.

Når vi alligevel straffer ham så hårdt, skyldes det, at hans førsteplads også i høj grad var funderet i hans tempoegenskaber. Og han fik i hvert fald på ingen måde demonstreret, at han er klar til at følge de nye standarder, som Bjørnen og Munchen har sat,” siger Pierre Chany.

Omvendt er der gode nyheder til Henrik Stærke, som noget kontroversielt overhaler Løppenthin uden at have kørt enkeltstarten.

Det er ikke nogen hemmmlighed, at Henrik Stærke havde ført seneste powerranking, hvis ikke han havde været skadet. Men fyssen har nu klarmeldt ham, og derfor mener vi, det er på sin plads, han rykker forbi Løppenthin. Man skal huske på, at Henrik Stærke har den smukkeste palmares i Hajduk-løbenes historie,” siger Pierre Chany.

Cykelbuddet kunne efter sin nydelige præstation på enkeltstarten have håbet på at komme ind i top 5. Men han er stadig efter Jannik Florang.

Cykelbuddet er en strålende atlet, en træningsmaskine af en anden verden. Problemet for ham er, at hvis man spørger sig selv, om de nuværende ryttere i top 5 kan vinde cykelløb, så er svaret et rungende ja. Det har alle fem klassen til, de fleste har endda bevist det. Men kan cykelbuddet vinde et løb? Det mangler han endnu at overbevise juryen om,” siger Pierre Chany.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Det store analytiske holdoverblik

For at give et overblik over holdene og  rytterne kommer her en oversigt over, hvem vi kan forvente at se i år. Samt skribentens analyse af styrkeforhold. Der tages forbehold for et konstant åbent transfervindue.

LAMPRE

De er flittige, grundige og dybdegående som en god flaske Amarone. Og mest af alt når det gælder en god flaske Amarone. I feltet har de fået status som det muntre hold med et brødrepar af blod, Jonas og Mathias Winding, og et brødrepar af ånd Peter og Asmus, der alle støtter hinanden i tykt og tyndt har man indtryk af. Og som en god flaske vin, for nu at blive i terminologien, skulle de alle modnes, om man vil, før livets glæder åbenbarede sig som muligt omdrejningspunkt for et cykelhold. De formår på forunderlig vis at forbinde en mere gammeldags tilgang til cykelsporten, hvor et glas vin og tung frokost ikke er uset før og efter træning, med en meget moderne og marxistisk ledelsesform med talspersoner i stedet for sportsdirektører og flad struktur både på landevejen og i følgebilen. De ville næppe pege på en enkelt rytter som en decideret kaptajn, men for mig er der ikke megen tvivl om at Jonas Winding, den vævre klatrer, klart har vist sig som det stærkeste kort i Lampres katalog. Om de nye kræfter Peter Nord og Mathias Winding har noget at byde på, ved kun Vorherre og måske Karl Marx.

Asmus (Talsperson og rytter)
Peter Nord (Talsperson og rytter)
Jonas Winding (Talsperson og rytter)
Mathias Winding (Talsperson og rytter)
Jacob Høgsberg (Talsperson og rytter)


MERCATONE UNO

La Familia. En turbulent fortid med rytterskifter og mislykkede sponsoraftaler har nu endelig affødt noget der ligner et solidt cykelhold med en sund økonomi. Først var de Festina-Mapei, så Festina og i efteråret bød den italienske supermarkedskæde Mercatone Uno ind med et stort sponsorat, nye cykler og en stærk tro på de unge ryttere. Sportsdiretøren for holdet, den bosniske forretningskvinde Anja Dujso sørgede hurtigt for, efter sin indtræden, at få holdet på ret køl og blande sig i topstriden igen. Blandt mange tiltag stod hun for en af efterårets helt store transfers, nemlig signingen af tempomaskinen David ”Il Macchina” Bjørndall fra Telekom. Meget er sket siden Festina-skandalen, men enkelte filosofier er stadig uændrede siden holdets fødsel, heriblandt at der ikke udvælges en holdkaptajn ved årets start, men at rollerne holdes åbne indtil kort før hvert løb. Denne strategi har været udsat for en del kritik og hån, men skal man tro rytterne og ledelsen selv, er det med til at bevare holdets stærke ånd og sammenhold.

Nikolaj Gattuso (Holdejer og rytter)
Anja (Sportsdirektør)
Alma (Massør og sportsterapeut)
Rasmus Stærke(Rytter)
Joakim (Rytter)
Philip (Rytter)
Kristoffer Sejergaard (Rytter)
David (Rytter)


Ceramiche Ariostea

Det ensomme hold. De fik en broget start som jeg ikke vil gå yderligere i dybden i denne omgang, men som har givet god anledning til at betvivle deres generelle etik og loyalitet. Sidenhen har Sportsdirektør Tue Helms tillokket en længere række af sympatiske skikkelser. Om det er som et dække over det tvivlsomme fundament som holdet bygger på, eller om det udelukkende er af sportslige grunde får vi nok aldrig et helt ærligt svar på, men én ting er dog helt sikkert; Ariostea hører til i den absolutte top dette år. De fik en forrygende debut i Vuelta a Bornholmo med en sejr til den uopslidenlige holdkaptajn Henrik Stærke og en placering lige uden for podiet til holdets klare tempospecialist Frederik Munch. Netop de to rytteres kamp om kaptajnrollen bliver også interressant at holde øje med dette år. Det er næsten utænkeligt at et skifte ikke vil blive til virkelighed inden længe.

Der er ingen tvivl om om Ariostea vil gå efter sejren i samtlige løb og at resten af feltet holder vågent øje med hvert et tråd.

Tue (Sportsdirektør og rytter)
Henrik (Holdkaptajn)
Frederik (Løjtnant)
Carlo (Rytter)
Martin (Rytter)
Nikolaj Knub (Rytter)


Amore é Vita

Et af feltets nye hold som endnu har vist sig på landevejen, men som har samlet hold der favner bredt både på den sportslige front og den sociale. Jeg tror vi har med et hold at gøre som i fremtiden, med den rette ledelse af sportsdirektør Kevin Raun, vil kunne blande sig i toppen. I hvert fald viser de allerede nu positive takter og talentet er bestemt også at få øje på. Det er også værd at nævne at Amore é Vita er et af de få hold med et klart politisk grundlag. Om den glødende socialisme vil vise sig kun at gælde løbenes aftenaktiviteter eller om det kommer til udtryk på cyklen er helt gennemskueligt, men det er nok ikke for sjov at Amore é Vita og Lampre erklærede sig for venskabshold.

Kevin (Sportsdirektør og rytter)
August (Holdkaptajn)
Vitus (Rytter)
Jussi (Rytter)
Lars (Rytter)


Kelme

Endnu et af de mange hold der er kommet til i løbet af 2021 og som også mangler at vise hvad benene er lavet af. Jeg må indrømme at Kelme er et af de mere ubekendte faktorer i år, og det vil give dem en fordel, som jeg ser det, da de har alle kort på hånden. Skal man tro sportsdirektør Jakob på ordet, er dette et opbyggelsens år og en kamp og for at undgå ydmygelsen. Men den retorik er hørt før, og det har jeg efterhånden lært man ikke skal falde for. Jeg glæder mig til at se hvad der er i vente hos Kelme

Casper (Sportsdirektør)
Jakob (Holdkaptajn)
Rasmus (Rytter)
Daugaard (Rytter)


Gewiss-Banesto

Feltets største, og stadigt voksende, hold med rødder i det sydsjællandske. De er selvbevidste og målrettede og er trådt ind med et gevaldigt engagement og har allerede præget løbskalenderen med endnu et monument, Giro d’Sydhavsøerne.

Holdet har en speciel struktur, da det er en sjældent set fransk-italiensk alliance med to holdkaptajner, én for hver sektion, og en enkelt sportsdirektør og faderfigur Stefan Outzen. Jeg må sige at der er mange interessante kort i ærmet hos Gewiss-Banesto udover de to Kaptajner, nemlig Christian, kendt som Cykelbuddet, og præsten Mads, som jo har den åbenlyse fordel af den direkte forbindelse til de øvre kræfter. Faktisk er det et hold spækket med muligheder og potentiale. Med den gode stemning som det malende mantra og med Gud ved deres side (og snart også en del småbørn), er det ikke utænkeligt at de kan begynde at blande sig i toppen, hvor de førhen har haft som målsætning at have så mange folk i top 10 som muligt.

Stefan (Sportsdirektør)
Christian (Holdkaptajn for Banesto)
Christoffer (Rytter)
Rasmus (Rytter)
Mads (Holdkaptajn for Gewiss)
Simon (Rytter)
Peter (Rytter)
– og endnu et par endnu uregistrerede ryttere


Telekom

Holdet med den lange historie. Scott Jones blev for nyligt hyret ind som sportsdirektør for at samle stumperne efter en omtumlet affære i efteråret, hvor først ryttere forlod holdet og senere dele af ledelsen (vi holder navne ude, for ikke at vanskeliggøre overblikket) strømmede væk fra den synkende skude. Et tidligere storhold har skullet genføde sig selv (hvis det overhovedet er muligt) og, måske, på sigt vende tilbage til fordums pomp og pragt. Så vidt jeg forstår er den jyske muskel Jonas Lunen, stadig holdkaptajn for Telekom, selvom hans deltagelse for de kommende løb er mig en kende uklar. Scott har udmeldt at man kan forvente stor transferaktivitet i den kommende tid for hans side, men har endnu ikke give konkrete navne.

Scott (Sportsdirektør)
Jonas Lunen (Holdkaptajn)
Mikkel (Rytter)


Once

Et af de mere garvede hold i feltet med mange sejre i bagagen. Det er lykkedes at holde på en af de mest vindende ryttere gennem tiden, den dødbringende supersprinter Jannik Florang, der igen i år vil være at finde som favorit til de fleste af linjeløbene. Med den allestedsnærværende og til alle tider nervøse sportsdirektør Rasmus Løppenthin ved roret, har ONCE hevet hele tre etapesejre og en bjergtrøje til Vuelta a Bornholmo i land. Der ligger naturligvis et enormt på ONCEs skuldre i denne sæson, og selvom man aldrig kunne få sportsdirektøren til at indrømme det, er de storfavoritter til årets fire løb, og fire sejre i skabet når vi engang er noget ind i oktober, er ikke umuligt at forestille sig.

Løppenthin (Sportsdirektør og holdkaptajn)
Jannik (Rytter)
Teis (Rytter)
Laurits (Rytter)



TVM

Det senest registrerede hold TVM må siges også at være et blankt papir indtil videre. Bestyrelsen har dog været skarpe og hentet Louise Damgaard ind på pladsen som sportsdirektør. Som det ser ud nu, er det blevet til en ryttertrio med rå lollandske benmuskler til skal hive sejrene i hus. Som en del af successtrategien hos TVM, har Louise Damgaard satset på en lidt uortodoks diæt, primært bestående af roer fra eget landbrug. Om det viser sig at være nøglen tør jeg ikke spå om.

Louise (Sportsdirektør)
Ulrik (Holdkaptajn)
Mikkel Fox (Rytter)
Niels Eigil (Rytter)

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Hajduk Nieuwsblad Powerranking

Den øjeblikkelige powerranking i Hajdukløbene – forklaret af Pierre Chany:

ONCE-rytteren Rasmus Løppenthin topper Hajduk Nieuwsblads powerranking frem mod 2021-sæsonen, som indledes ved lørdagens enkeltstart.

Juryen bestående af Pierre Chany og to hemmelige medlemmer har vurderet rytterne med udgangspunkt i kriterierne ‘generel klasse’, ‘resultatliste’ og aktuel form.

Løppenthin har vist som en god temporytter og var i momenter fremragende på Bornholm. Samtidig skulle han modsat flere andre være kommet godt hen over vinteren. Men juryen var også enige om, at det er tvivlsomt, om han havde ført, hvis Henrik Stærke ikke var skadet,” siger Pierre Chany.

Netop Henrik Stærke er nummer to på powerankingen på trods af sin skade.

Det siger jo alt om hans klasse. Men juryen havde gerne set ham dyste til enkeltstarten. Der er tvivl om, hvordan han ville klare det i en rå styrkeudmåling med eksempelvis Mercatone-David, Løppenthin og Munch,” siger Pierre Chany.

Men det er også vigtigt at understrege, at juryen slet ikke vil udelukke, han i topform kunne køre med de bedste på en enkeltstart. Han har bare aldrig vist det. Og uanset hvad vil vi fastholde, at det er med hans eminente løbsforståelse, teknik og mentale styrke, at han for alvor skiller sig ud I forhold til konkurrenterne,” siger Chany.

Jannik Florangs tredjeplads vil formentlig overraske nogen set i lyset af hans sammenbrud på Bornholm. Men Chany forsvarer beslutningen.

Vi ser også på historik og generel klasse. Og før Bornholm var han aldrig sluttet uden for top 3. Samtidig vandt han trods alt pointtrøjen på Klippeøen. Florang er en superstjerne, som ikke altid får den ros, han fortjener,” siger Chany.

Frederik Munch spås en stor fremtid i Hajdukløbene. Derfor vil han nok være skuffet over, at han ikke blander sig helt i toppen.

Havde vi alene set på aktuel form, skal jeg ikke afvise, han kunne have toppet listen. Men der er også andre kriterier i vores powerranking. Og modsat rytterne i top 3, har han aldrig vundet et løb – end ikke været på podiet. Munch er et strålende talent. Men vi mangler stadig for alvor at se, han kan funkle i Hajdukløbene,” siger Pierre Chany.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Analyse: Her er to store dramaer i Hajdukløbene lige nu

Nieuwsblads cykelekspert Pierre Chany giver dig et unikt perspektiv på de store dramaer og skandaler i Hajdukfeltet.

Kaptajn uro på Ariostea

Selvom Henrik Stærke var sæsonens rytter I 2020, er han internt truet af sin superløjtnant, den gråmelerede superkomet, Frederik Munch. Allerede i ugerne op til efterårets storløb på Bornholm var der forlydender om, at Munchen havde overhalet sin kaptajn og henover vinteren skulle det styrkemæssige tronskifte være gennemført.

Lige nu er Frederik Munch en større rytter end sin kaptajn. Ganske enkelt. Spørgsmålet er, hvor længe han skal holdes tilbage af en venindepagt” siger Hajduk Nieuwsblads cykelkommentator, Pierre Chany.

Han vurderer, at mandskabets snu sportsdirektør, Tue Helms, i sit stille sind fryder sig over, at Henrik Stærkes lyskenproblemer holder ham ude af lørdagens enkeltstart.

Det kunne være blevet en frygtelig ydmygelse. Tænk hvis Stærke var blevet slået med 2-3 minutter af sin løjtnant. Ville han så fortsat være kaptajn i linjeløbet tre uger efter? Formelt ja. Men spørgsmålet er, om Munch havde accepteret det,” siger Chany.

Men det drama undgår man nu. Og Tue Helms kan med troværdigheden i behold fastholde, at Henrik er kaptajn til Tour de Ejby, hvis ellers han bliver sin skade kvit,” fortsætter han.

Ifølge Chany er det ikke utænkeligt, at forsommeren ender som den helt store Ariostea-triumf.

Jeg har Munch som favorit på enkeltstarten, og hvis han ofrer sig 100 procent for sin kaptajn til Tour de Ejby, så kan Henrik Stærke stadig vinde, selvom han ikke er i topform. Men de er oppe mod en stribe stærke folk og får de 0 sejre I de to løb, tror jeg, vi vil se et indre magtopgør på holdet,” siger han.

ONCE’s nederlag på transfermarkedet

ONCE’s iltre sportsdirektør, Rasmus Løppenthin, har hen over vinteren forsøgt at opruste frem mod den nye sæson. Men han har fejlet episk, påpeger Chany.

Han forsøgte ynkeligt at signe David dagen efter Bornholm. Men ganske sigende for hans manglende næse for spillet, havde temppofænomenet allerede indgået forhåndsaftale med et andet mandskab,” siger han.

ONCE har derudover miste Jonas Winding og forgæves forsøgt vriste Jonas Lunen ud af kløerne på Scott Jones på Telekom. Uden held.

Holdet har en meget stærk vinderkultur og er blandt favoritterne i alle løb. Men de mangler evnen til at vise, at de for alvor kan skabe et mandskab. Et storhold. Nikolaj Sejergaard kører Europa rundt for at finde cykler til sine drenge. Tue Helms har holdt flere Ariostea-fester med våde varer for sine ryttere. Og hvad gør Løppenthin? Han sidder på sin hometrainer og glor på watt-tal,” fnyser Pierre Chany.

Han ser dog muligheder for, at ONCE kan genindtage tronen som løbenes stærkeste hold. Kan de få aktiveret nyerhvervelsen Lilla Laura og skabe resultater på vejene, kan det give medvind for de lyserøde pantere.

Det er ikke det mest sandsynlige. Men det kan ske, at ONCE vinder begge løb i forsommeren. Sker det, kan de måske tiltrække profiler fra andre hold,” siger Chany.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Hajduk Nieuwsblad i choktransfer: Hyrer historisk Tour-legende

Mangeårig Tour-skribent skal fremover dække Hajdukløbene. Han droppede bane-snifning med Coppi for at gøre comeback som reporter, analytiker og kommentator.

Det nyetablerede Hajduk Nieuwsblad har styrket redaktionen med legenden og forfatteren Pierre Chany. Chany dækkede i årtier Tour de France for franske L’Èquipe, men fremover skal han formidle de store dramaer fra Hajdukløbene.

De største cykelløb skal naturligvis begunstiges af de største fortællere. Derfor glæder vi os over, at Pierre Chany har taget imod vores lukrative tilbud, der er finansieret af en unavngiven, Ejby-ressiderende mæcen,” siger chefredaktør, Rasmus Løppenthin.

Pierre Chany er i internationale cykelkredse anerkendt som sportens største journalist i historien. Så enormt er hans format, at end ikke de største ryttere kan måle sig med Chanys løbsintelligens.

Selv jeg vil vente til morgendagens artikel af Pierre Chany i L’Equipe for at finde ud af, hvad jeg gjorde, hvorfor og hvordan jeg gjorde det. Det, som giver ham autoriteten er hans kompetence, at han kender mig og forstår mig. Hans version vil være bedre end min og den vil blive min,” sagde den femdobbelte Tour-vinder Jacques Anquetil tilbage I 1960’erne.

Pierre Chany gik egentlig bort for 25 år siden og har siden siddet i cykelhimlen og sniffet baner med Fausto Coppi. Det blev imidlertid lidt ensformigt i længden og han har derfor valgt at genopstå.

Hver gang Fausto blev høj, begyndte han at fable om, at 2. verdenskrig stjal hans bedste år. Det blev trættende at lægge ører til hans kontrafaktiske fabuleren. Derfor vil jeg også advare eventuelle grædekommoder i Hajduk-feltet: Hvis I begynder at vræle op om, at I havde vundet dette eller hint løb, hvis ikke i var styrtet, nøjes jeg ikke med at ignorere det. Så skriver jeg jer ud af cykelhistorien,” siger Pierre Chany, der fastslår, at han trods genopstandelsen fortsat vil føle sig tæt på himmerriget.

Det er meget tydeligt for mig, at løbsdirektøren, Il Campionissimo og hundeejeren Nikolaj Sejergaard ikke blot er en stor leder i det jordiske rige. Han har også en meget direkte forbindelse til de højere magter,” siger Pierre Chany.

Pierre Chany.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

LEDER: VELKOMMEN TIL EN NY SÆSON

LEDER

VELKOMMEN TIL EN NY SÆSON – VELKOMMEN TIL HAJDUK NIEUWSBLAD

Har Hajduk-løbene efterhånden sat sig? Eller kan vi igen forvente en sæson, hvor nye stjernefrø blomstrer og erobrer scenen ud af det blå? Med et nærmest eksplosivt voksende felt er det svært med skråsikre påstande.

Det hele synes omkalfatret:
Festina er blevet til Mercatone Uno. TVM, Kelme, Lampre og Amore e Vita er nye i løbet. En ubeskrevet, men talentfuld kvinde er ankommet. Ariostea har oprustet, Telekom har fået nyt internationalt islæt med britisk sportsdirektør. Castorama lurer i kulissen.

Et hold der til gengæld ikke blot er ankommet til løbene, men er trådt op på den store scene er Gewiss Banesto. De er blevet løbsarrangører, og har tilføjet, hvad der allerede ligner en fantastisk Giro på Møn/Bogø til løbskalenderen. Et løb som de meget modent valgte at udskyde til august, da festmulighederne så vanskelige ud i april grundet covid. En prioritering vi på redaktionen af Hajduk Nieuwsblad bakker kraftigt op om.

At beslutningen blev meldt ud netop Påskelørdag er nok næppe et tilfælde. Det understreger blot det rettroende fundament som Gewiss Banesto bygger på, tydeligst udtrykt ved, at de også har placeret den hårdtarbejdende og veltalende ypperstepræst fra Tagensbo Kirke, Mads Graves Pedersen, som en af holdets centrale disciple.

Den religiøse magtkamp bliver i øvrigt et af de spændende små temaer, et slag om man vil, for den kommende sæson.
For hvor Gewiss Banesto med Nordvest-præsten har et erklæret protestantisk fundament, så har ‘Amore e vita’, Vatikanstatens eget hold, Paven og den katolske kirke i ryggen. Endda i en mærkværdig model som samtidig er “socialistisk”, som sportsdirektør Kina Raun udtalte for nylig på et pressemøde.

Det er interessant, at vi har fået to erklærede kristne hold i feltet. Vi glæder os på redaktionen til at se om den ydmyge protestantiske arbejdsmoral også bliver udtrykt i Gewiss Banestos kørestil på landevejen. Og i samme åndedrag om Amora e Vitas mere svulstige, frådende katolske baggrund også kommer til udtryk i angrebslyst og trang til bling-bling.

Det vil den nye sæson afsløre. Sæsonen vil også afsløre om de to hold, foruden charme, nu også begynder at levere resultater.

Gewiss Banesto er trådt ind på den store scene og skal hyldes for deres initiativ og karakter i det hele taget.

Vi byder dem velkommen i Hajduk familien!


Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Hajduk Nieuwsblad ser morgendagens lys

Velkommen til Hajduk Nieuwsblad.

Et nyt cykelmedie der fremover vil dække den cykelsport, der har 90’erne i sin sjæl og ukendte hæmatokritværdier i sit blod. Hajduk Nieuwsblad er sat i verden for at dække cykelløbene. Vi vil lave rute- og holdoverblik, analyser og så vil vi naturligvis dække de skandaler, som med jævnlige mellemrum opstår.

Vores site er under opbygning, så bær i første omgang over med æstetikken. Eller tænk måske bare på, at det var sådan det så ud i det årti, vi alle elsker: 90’erne. Nu er vi på gaden. Den kommende uge vil det handle om enkeltstarten. Fremover vil det handle om linjeløbene.

Vi ses på landevejen

/Redaktionen på Hajduk Nieuwsblad

——-

Hajduk Nieuwsblad er en del af Hajduk News-konglomeratet.

Hajduk News-Konglomeratet

Hajduk Nieuwsblad:
Redaktionschef: J. Sejergaard, chefredaktør: R. Løppenthin, udgiver: A. Gamdrup

Hajduk Football News:
Redaktører: D. Thor Larsen, S. Jones & H. Stærke. Chefredaktør R. Løppenthin, udgiver A. Gamdrup.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad