
Ariosteas gråmelerede geni Frederik Munch fastholder føringen i Hajduk Nieuwsblads powerranking, selvom han måtte nøjes en 3. plads på hjemmebanen i dette års forårsbebuder, Vuelta a Bornholmo.
Det står klart efter, at redaktionen og den hemmelige skyggejury har uddelt point til i alt 10 ryttere. Der er blevet givet karakterer inden for kategorierne aktuel form, generel klasse og resultater.
“Munch er måske Hajdukløbenes største talent nogensinde. Det belgiske blod i hans svulmende årer betød, at i det moment, han satte sig på stålraceren i sommeren 2020, var han allerede rytter. Men en medfødt gave kan jo til tider medføre lidt dovenskab. Især når man er mæt efter en stor sæson,” siger Hajduk Nieuwsblads cykelekspert, Pierre Chany.
“Det er tydeligt, at Munch ikke har samme sult som i sidste sæson. Her var han jagende, forsøgte febrilsk at rydde op efter sit sammenbrud i Gudhjem på hjemmebanen i 2020. Nu er det en mere human udgave af Munch, og det afspejler sig i form-karakteren. Men Munch er stadig den største rytter i feltet. Derfor skal han selvfølgelig være nummer 1,” fortsætter Chany.
På andenpladsen finder man denne powerrankings højdespringer Rasmus Løppenthin. Den lille ONCE-klatrer bliver dermed belønnet for sin overraskende sejr i Vuelta a Bornholmo.
“Løppenthin har stædigt fastholdt, at den udgave vi så af ham i 2021 ikke var ægte. At sæsonen blot blev ødelagt af tekniske uheld, taktiske fumlerier og skader. Men at han stadig havde magien. I starten af det forsømte 2021 troede de fleste ham. Til sidst stod kun de mest inkarnerede bag Løppenthin. Men nu har han bevist, at han på sine helt store dage tilhører den absolutte elite i Hajdukløbene,” siger Pierre Chany.
Alligevel er han ikke overbevist om, at Løppenthin kan beholde sin flotte placering sæsonen ud.
“De fleste topryttere i feltet vidste godt, at en Løppenthin i topform på Bornholm er svær at have med at gøre. Men han mangler at bevise, at han er en mester i linjeløb, hvor det ikke går opad,” siger Pierre Chany.
På tredjepladsen ligger Cykelbuddet, som skuffede en anelse ved kun at blive nummer fire på Bornholm.
“Cykelbuddet er hele feltets smertensbarn. Alle under ham den sejr. Men uanset hvor godt og effektivt han træner, virker det som om, han kommer længere og længere fra at køre først over stregen i et Hajdukløb,” siger Pierre Chany.
“Men han er så skøn og nøgen en rytter. Smuk, flyvende som en engel på nedkørslerne. Forpint og forkrampet på stigningerne. I den forstand er han Løppenthins antitese. Men hvis han lærer at kapere smerte som andre på denne liste, kan han blive den største nogensinde,” fortsætter Chany.

På fjerdepladsen ligger ONCEs legendariske sprinter, Jannik Florang.
“Han slap tåleligt fra Bornholm, selvom han pludselig skal til at forholde sig til Kelmes nye superhelt i spurterne. Ejby er mere hans terræn. Og der er pres på ham for at lave et topresultat, hvis han skal beholde sin anseelse i feltet,” siger Chany.
Henrik Stærke kunne helt som forventet ikke leve op til skyggejuryens overgearede karakterer i seneste powerranking og måtte nøjes med en sjetteplads på Bornholm. Han straffes ved at blive sendt ned på en femteplads foran Kelmes nye signing på sjettepladsen.

“Kelmes Hulk er et skræmmende bekendtskab, som chokerede feltet ved at være brølstærk i alle discipliner på Bornholm. Især skyggejuryen har tydeligvis haft modvilje i forhold til at være alt for rundhåndede med karaktererne til en rytter, som trods alt kun har kørt et løb. Men fortsætter han kørerlysten, kommer Max-monstret til at storme frem på powerrankingen i 2022,” siger Pierre Chany.
Det mest bemærkelsesværdige ved denne liste er dog rytteren, der mangler. David Bjørnsdall har nemlig stoppet karrieren, hvilket er et kæmpe tab for løbet, siger Pierre Chany.
“De fleste ryttere kan køre i 20 år uden at opnå Davids resultater. Og alle kan køre de næste 100 år uden at opnå dem med Davids stil. Han er antitesen til mange af de intrigante og egoistiske typer, der ellers kører med om topplaceringerne. Og David fik sin gule trøje i Hajdukløbenes herred, det oprindelige løb, Tour de Ejby. I den stærkest besatte udgave i historien. Den sejr vil til evig tid stå som et monument over Davids uhørte klasse og sammenholdet på Mercatone,” siger han.