Af Pierre Chany
Holdet bag Giro d’ Sydhavsøerne har lavet en video, der ved første øjekast ligner en simpel præsentationsvideo i Aftenshow-gevandter.
Præsten er vært, Smukke Stefan er ekspert.
Men selv ikke i en så steril genre som et optaktsstudie, kan skaberne holde deres kunstneriske virketrang tilbage.
Resultatet er et grimt og skønt lille mesterværk.
Vi starter i sort/hvid, hvor sceneriet langs de københavnske kanaler og de rædsomme pensionskasse-finansierede betonuhyrer krydres med et nænsomt fingerspil på klaver.
Stefan og præsten betragter med ryggen til, men får pludselig fronten mod seerne og i et elegant ryk, får hovedpersonerne farver på. Stefan azurblå, præsten La Magla Rosa.
Lydbilledet brydes samtidig og værterne går i studiet flankeret af italiensk baggårdsmusik, der kunne være produceret i Gino Bartalis storhedstid.
Her begynder instruktøren for alvor at blive legesyg.
Stefan og præsten tyller cocktails, mens de i en metakommentar til sofa-fjernsynets uendelige meningsløshed snakker sort i hele samtalen.
I baggrunden, forgrunden og bekymrende nær afgrunden er Rasmus Bertelsen iklædt mundbind. Med tilnavnet Den Hvide Dør.
Døren er selvfølgelig en reference til hans fysiske karakteristika. Men det er også en invitation. Kom indenfor. Ind ad den hvide dør, og du får aldrig lyst til at komme ud igen.
Inde bag den hvide dør bliver vanviddet og det lille drama i studiet intensiveret. Og instruktøren holder sig ikke tilbage fra tage en hård, nærmest brutal klipning i brug, som dekonstruerer den i forvejen komplet indholdsløse dialog.
Vi håber selvfølgelig, at den hvide dør er i topform. Og at hans hold vil gøre alt for, at han kommer sikkert hjem, siger Stefan.
Formen og stilen er tydeligt inspireret af Casper og Mandrilaften, og med den konstant ironiske distance til hele formatet ifører hele holdet sig også en ubekymret 90’er-maske.
Men instruktøren kan ikke dy sig for at minde seeren om, at ikke bare Gud er død, men også Fukuyamas jubeloptimistiske forudsigelser om historiens endeligt er gået bort.
Derfor befinder vi os pludselig midt i en nærdødsscene. Måske den sorgløse ironis og dermed 90’ernes nærdødsscene?
Jeg skal ikke afsløre her, hvordan det ender, men vil gerne løfte sløret for, at filmen får seks ud af seks glas Pinot Noir.
Det sidste glas er muligvis ikke helt fyldt. Skyldes det mon, at præsten har drukket af det?
Det kan jeg hverken svare ja eller nej til.
