Ejby

Optakt til Tour de Ejby: Her er favoritterne

Pierre Chany er begejstret for Tour de Ejby og peger på to tempomaskiner som favoritter til løbet. 

Lørdag køres det prestigefyldte Hajduk-løb Tour de Ejby, der er i vidende kredse også er kendt som sprinternes uofficielle verdensmesterskab. 5 omgange á 8,5 km skal gennemføres på den relativt flade, men også teknisk noget kringlede rute. 

Det kan ikke undgå at blive et episk løb. Sprinterne vil forsøge at holde det samlet, mens tempomaskinerne vil forsøge at splitte det ad. Det bliver grandiøst. Mestrenes mester, løbsgeneralen og hundeejeren Nikolaj Sejergaard har virkelig skabt et storslået løb,” siger Pierre Chany. 

Sidste års udgave var i særklasse dramatisk med voldsomme styrt og en genistreg af en spurt fra Henrik Stærke, der tog fusen på ONCE-bomben Jannik Florang. Pierre Chany håber også, at rytterne i år vil male med den brede pensel. 

Styrt er tragisk. Men de er også betagende. Og så vil Stærkes lynsnarhed og kølige hoved i sidste års spurt for altid stå som et monument, et symbol på løbsintelligens og ukuelig vilje til sejr,” siger Pierre Chany. 

  • Men holdt Henrik Stærke sin linje i sidste års spurt, Pierre? 

Det der protokol-agtige spørgsmål nægter jeg at forholde mig til. Der var ikke nogen dommer, og når det er tilfældet, så må rytterne på vejen selv afgøre, hvor grænsen går. Men havde der været en eller anden græsk dødbider fra UCI til stede, skal jeg da ikke afvise, at Henrik Stærke var blevet deklasseret. Men så var vi blevet frarøvet et stort øjeblik i cykelhistorien. Så tak for at løbsgeneralen, mestrenes mester og hundeejeren Nikolaj Sejergaard dyrker piratløbenes autonomi frem for forbundsprotokoller og kommunale reglementer,” siger Pierre Chany. 

På trods af sin begejstring for Henrik Stærke må Chany dog erkende, at Ariostea-kaptajnen ikke er topfavorit til lørdagens klassiker. 

Han har valgt at give fem stjerner til David Bjørnsdall og Frederik Munch. 

De viste et uhørt højt niveau til enkeltstarten, og især Bjørnsdall skal ud og bevise, at han ikke er den evige 2’er. Han vil være sulten efter sejren,” siger Pierre Chany. 

Lige efter følger Henrik Stærke og Jannik Florang på fire stjerner. 

Vi ved ikke helt, hvem Ariostea kører for. Her står Tue Steinlein med et luksusproblem. Men det er klart, at ofrer Munch sig 100 procent for sin kaptajn, så er Stærke én af de helt, helt store favoritter,” siger Pierre Chany. 

Jannik Florang er også en god kandidat til at vinde. Hans spurt er stærk, og kan han overbevise Løppenthin om at hjælpe ham, er ONCE ikke uden muligheder,” fortsætter han. 

Redaktionen har valgt at give tre stjerne til Cykelbuddet og Løppenthin. 

Cykelbuddet er alene, fordi hans mandskab er optaget af musikalske forpligtelser andetsteds. Det sætter ham i en potentielt vanskelig situation, fordi han er isoleret fra starten. Men han har så meget styrke, at han nok skal være i finalen alligevel,” siger Pierre Chany. 

Løppenthins vinderchancer er han mere usikker på. 

Han var så afgjort én af de bedste i sidste sæson. Men hvor er han nu, og i hvor høj grad vil han køre sin egen chance? Det kender vi ikke svaret på. Men på trods af han ikke er topfavorit, kan det ikke helt afvises, at han laver et godt resultat,” siger Pierre Chany. 

Mercatone-duoen Cap Stærke og Joakim Sejergaard følger efter på henholdsvis 2 og en 1 stjerne.  

Det er et drømmehold, som Mercatone kan stille med, og det er slet ikke umuligt, at især Cap Stærke laver det helt store nummer. Men de to super-løjtnanter vil nok primært skulle smage blod for deres strålende kaptajn,” siger Pierre Chany. 

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad