Løppenthin

Powerranking: Munch og Løppenthin fastholder føring

Selvom alting synes forandret med Munchs skifte til Mercatone UNO, er der dog noget i Hajdukløbene, der er særdeles gekendeligt. Det gråmelerede geni fører nemlig for fjerde gang i træk Hajduk Nieuwsblads powerranking.

Redaktionen og en hemmelig skyggejury har hver især givet feltets ryttere karakterer på en skala fra 1-10 inden for kategorierne: Resultater, generel klasse og aktuel form.

Og helt efter bogen scorer Munch nærmest maksimumpoint med flotte 29,3 efter sin overbevisende sejr i Tour de Ejby i forsommeren.

Munch er den største rytter i løbenes historie. Hans timing, løbsintelligens og rå kraft er uden sidestykke,” siger Pierre Chany.

På andenpladsen kommer Løppenthin med 26,3 point.

ONCE-klatreren bliver selvfølgelig stadig belønnet for sit tårnhøje topniveau og episke præstation i det sværeste Hajdukløb til dato; Vuelta a Bornholmo 2022. Men skal han nogensinde nærme sig Munch, bliver han nødt til at udvise større stabilitet. Hans præstation til Tour de Ejby var middelmådig. Og jeg tror, han vil blive straffet af juryen, hvis ikke han laver et absolut topresultat på Bogø,” siger Pierre Chany.

På tredjepladsen kommer et par gigantiske lægge, som bærer rundt på resten af Jannik Florangs korpus.

Han er en legende, som bliver ved med at levere resultater og vise nye prøver på sit enorme talent. Jannik var tæt på at lykkes med et enormt solotogt i Ejby og holdt sammen på det til en podieplads. Han er bare 75 kilo rendyrket verdensklasse og så en 6-7 kilo mere,” siger Pierre Chany.

Nummer fire er Kelmes Max, som har meldt afbud til Giro’en, men gør comeback i 2023.

Max er et bæst, som oser af klasse og væddeløb. Men man må også samtidig sige, at både Løppenthin og Munch har slået ham relativt komfortabelt i sæsonens to første løb. Alligevel forekommer det naturstridigt, hvis ikke der ligger en sejr og venter på Max i fremtiden,” siger Pierre Chany.

Sidste plads i top fem går til 2020-sæsonens helt store sensation, Henrik Stærke.

Han har ikke lavet resultater siden Munch og David satte nye standarder for tempoet fra og med 2021-sæsonen. Men han er så smuk en rytter, så generøs med sine kræfter og har en palmares, ingen kan tage fra ham. Han vil altid stå som en legende i denne smukke løbsserie,” siger Pierre Chany

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Ny powerranking: Løppenthin stormer frem efter Vuelta-triumf 

Ariosteas gråmelerede geni Frederik Munch fastholder føringen i Hajduk Nieuwsblads powerranking, selvom han måtte nøjes en 3. plads på hjemmebanen i dette års forårsbebuder, Vuelta a Bornholmo.

Det står klart efter, at redaktionen og den hemmelige skyggejury har uddelt point til i alt 10 ryttere. Der er blevet givet karakterer inden for kategorierne aktuel form, generel klasse og resultater.

Munch er måske Hajdukløbenes største talent nogensinde. Det belgiske blod i hans svulmende årer betød, at i det moment, han satte sig på stålraceren i sommeren 2020,  var han allerede rytter. Men en medfødt gave kan jo til tider medføre lidt dovenskab. Især når man er mæt efter en stor sæson,” siger Hajduk Nieuwsblads cykelekspert, Pierre Chany.

Det er tydeligt, at Munch ikke har samme sult som i sidste sæson. Her var han jagende, forsøgte febrilsk at rydde op efter sit sammenbrud i Gudhjem på hjemmebanen i 2020. Nu er det en mere human udgave af Munch, og det afspejler sig i form-karakteren. Men Munch er stadig den største rytter i feltet. Derfor skal han selvfølgelig være nummer 1,” fortsætter Chany.

På andenpladsen finder man denne powerrankings højdespringer Rasmus Løppenthin. Den lille ONCE-klatrer bliver dermed belønnet for sin overraskende sejr i Vuelta a Bornholmo.

Løppenthin har stædigt fastholdt, at den udgave vi så af ham i 2021 ikke var ægte. At sæsonen blot blev ødelagt af tekniske uheld, taktiske fumlerier og skader. Men at han stadig havde magien. I starten af det forsømte 2021 troede de fleste ham. Til sidst stod kun de mest inkarnerede bag Løppenthin. Men nu har han bevist, at han på sine helt store dage tilhører den absolutte elite i Hajdukløbene,” siger Pierre Chany.

Alligevel er han ikke overbevist om, at Løppenthin kan beholde sin flotte placering sæsonen ud.

De fleste topryttere i feltet vidste godt, at en Løppenthin i topform på Bornholm er svær at have med at gøre. Men han mangler at bevise, at han er en mester i linjeløb, hvor det ikke går opad,” siger Pierre Chany.

På tredjepladsen ligger Cykelbuddet, som skuffede en anelse ved kun at blive nummer fire på Bornholm.

Cykelbuddet er hele feltets smertensbarn. Alle under ham den sejr. Men uanset hvor godt og effektivt han træner, virker det som om, han kommer længere og længere fra at køre først over stregen i et Hajdukløb,” siger Pierre Chany.

Men han er så skøn og nøgen en rytter. Smuk, flyvende som en engel på nedkørslerne. Forpint og forkrampet på stigningerne. I den forstand er han Løppenthins antitese. Men hvis han lærer at kapere smerte som andre på denne liste, kan han blive den største nogensinde,” fortsætter Chany.

På fjerdepladsen ligger ONCEs legendariske sprinter, Jannik Florang.

Han slap tåleligt fra Bornholm, selvom han pludselig skal til at forholde sig til Kelmes nye superhelt i spurterne. Ejby er mere hans terræn. Og der er pres på ham for at lave et topresultat, hvis han skal beholde sin anseelse i feltet,” siger Chany.

Henrik Stærke kunne helt som forventet ikke leve op til skyggejuryens overgearede karakterer i seneste powerranking og måtte nøjes med en sjetteplads på Bornholm. Han straffes ved at blive sendt ned på en femteplads foran Kelmes nye signing på sjettepladsen.

Kelmes Hulk er et skræmmende bekendtskab, som chokerede feltet ved at være brølstærk i alle discipliner på Bornholm. Især skyggejuryen har tydeligvis haft modvilje i forhold til at være alt for rundhåndede med karaktererne til en rytter, som trods alt kun har kørt et løb. Men fortsætter han kørerlysten, kommer Max-monstret til at storme frem på powerrankingen i 2022,” siger Pierre Chany.

Det mest bemærkelsesværdige ved denne liste er dog rytteren, der mangler. David Bjørnsdall har nemlig stoppet karrieren, hvilket er et kæmpe tab for løbet, siger Pierre Chany.

De fleste ryttere kan køre i 20 år uden at opnå Davids resultater. Og alle kan køre de næste 100 år uden at opnå dem med Davids stil. Han er antitesen til mange af de intrigante og egoistiske typer, der ellers kører med om topplaceringerne. Og David fik sin gule trøje i Hajdukløbenes herred, det oprindelige løb, Tour de Ejby. I den stærkest besatte udgave i historien. Den sejr vil til evig tid stå som et monument over Davids uhørte klasse og sammenholdet på Mercatone,” siger han.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Hæderkronet cykelmedie i historisk skandale: Journalist opdigtede historie og er bortvist

 

Hajduk Nieuwsblad er havnet i et gigantisk stormvejr. 

Cykelmediets journalist Michael Qureshi er nemlig igen blevet taget i at opdigte kilder og er derfor blevet fyret og bortvist fra redaktionen.

Vi skrev i seneste udgave af bladet, at Asmus Gamdrup var i storform. Men det viste sig at være en løgnehistorie baseret på opdigtede kilder,” siger en brødbetynget chefredaktør, Rasmus Løppenthin.

‘Hvornår indså du, at historien var løgn?’

Da han stod af efter 20 kilometer for at spise højtbelagt smørrebrød,” siger Rasmus Løppenthin

Qureshi blev fyret for samme journalistiske forbrydelse, da det i efteråret 2015 kom frem, at han i årevis havde opfundet kilder og citater.  Dengang var den opdigtede Francesco Pierini en fast del af Qureshis fiktive kilde-galleri. Samme Pierini var manden bag oplysningen om, at den lettere flommede Asmus Gamdrup var i storform op til Vuelta a Bornholmo.

‘Burde navnet ‘Pierini’ ikke have fået alle advarselslamper til at blinke?’

Retrospektivt har du ret. Men redationen var i granatchok over, at skyggejuryens karakterer betød, at Henrik Stærke blev 2’er i vores powerranking op til Bornholmo. Vi tænkte simpelthen ikke klart,“ siger chefredaktør Rasmus Løppenthin.

Asmus Gamdrup var din udgiver og kunne ikke bekræfte historien. Burde det ikke være et vink med et vogntang om, at der ikke var hold i oplysningerne? 

Jeg troede, at det var spin, og han bare forsøgte at underspille, hvor stærk han var,” siger Rasmus Løppenthin.

Michael Qureshi har ingen kommentarer til sagen. 

Tilbage står nu, at Qureshi nu gentage gange er blevet taget i at bryde en journalistisk grundlov ved at lyve for offentligheden.

Ifølge Nieuwsblads oplysninger går han nu efter at lande et job som rådgiver i Statsministeriet.

 

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad