Peter

Læserbrev fra værkstedet

 


LÆSERBREV

Mand, smør din stang!

Her kommer et lille opråb til alle voksne mænd med gamle cykler.

Sæsonen går på hæld og for nogen betyder det også, at stålhesten parkeres i garagen eller kælderen, for ikke at se dagens lys før foråret igen banker på døren og bøgens blade titter frem – derfor; mand, smør din stang!

Når man er en aldrende mand på en aldrende cykel er det selvfølgelig ekstra vigtigt at være opmærksom på vedligholdelse af ens aldrende grej – og her er stangen noget af det vigtigste at pleje. Om man ikke formår at give cyklen anden kærlighed, inden den ryger i opbevaring, så sørg i det mindste for at smøre sadelstangen. Hvis ikke risikerer man(d) at ende med en fastfrosset stang, som er noget at det mest nederdrægtige og forfærdelige at ende ud med. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om og det er ikke en situation, jeg vil ønske for selv den mest succesrige Ariostea-rytter.

At denne fastfrysning overhovedet kan ske, skyldes en proces kendt som galvanisk korrosion. Meget kort sagt, så kan galvanisk korrosion forekomme, når man har to forskellige metaller siddende tæt sammen, i dette tilfælde aluminium og stål, hvormed der kan opstå en elektronisk forbindelse mellem de to. Dette kan gøre, at det metal, der befinder sig længst nede i spændingsrækken vil begynde at tære og dermed “fryse” fast til det mere ædle metal. Det lyder langhåret men vigtigst er at forstå – fryser din stang fast er du fucked og det kan i sidste ende betyde en ukampdygtigt cykel og dermed også et væsentlig fald i cyklens værdi. Og som om det ikke var nok, så kan en ufunktionel stang jo også gå hårdt ud over en cykels selvtillid og dermed performance når det gælder.

Så derfor; løsn din sadelbolt, hiv godt i stangen og tag den ud af hullet. Tør godt ned i sadelhullet med en tør klud og rengør også din stang. Smør derefter grundigt ned i hullet med en egnet fedt, som rekvireres hos cykelhandleren. Sørg for at komme en god fingerlængde ned og godt rundt med fedtet. En vigtig læring her er, at det faktisk er vigtigere, at hullet bliver smurt godt op, fremfor stangen. Kom så din stang tilbage i hullet, juster til den korrekte højde  – og det er det!

Du har lige reddet dig selv for en masse bøvl, forlænget din cykels levetid – og sikret din aldrende stang et års tid mere i manegen!

Bemærk – aldrende kvinder på aldrende cykler bør også smøre deres stang, eller hul jo faktisk, efter samme metode som ovenfor!

Hilsner fra værkstedet,

/Peter

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad