portræt

PORTRÆT AF ET CYKELBUD: Er han klar til at vinde?

PORTRÆT

Christian Davidsens formkurve peger op. Men peger den helt op på øverste trin? Cykelbuddet fra Banesto kigger frem mod weekendens Giro d’ Sydhavsøerne, men kæmper også med at håndtere nerverne. Hajduk Nieuwsblad tegner et portræt. 

Hvis jeg tager speed, så kører jeg sgu i Ulvsund

Det tør jeg ikke endnu” svarer Cykelbuddet prompte på spørgsmålet om han fremmer sin præstation med andet end rødbedejuice og havregryn. “Hvis jeg tager speed, så kører jeg sgu i Ulvsund.”

Vi fanger ham på en tynd telefonforbindelse en sen aften, mens han er på arbejde. Han kan snakke indtil chefen kalder på ham.

Pulsen er allerede rigeligt høj, når løbet går i gang. Jeg har aldrig tidligere dyrket konkurrence-idræt, og jeg kæmper sgu med nerverne. Jeg har langt højere puls end jeg burde i forhold til trådet i mine ben.

I Ejby-løbet var det først på den sidste rundstrækning, at pulsen begyndte at finde et rigtigt niveau. Til enkeltstarten var pulsen for høj hele vejen igennem løbet. Og til Geopark Bjerg Grandprix, som han kørte for et par uger siden, lå pulsen 40 slag over, hvad den burde – allerede inden løbet gik i gang.

Det psyker mig, at jeg skal presse min krop så meget. Jeg er nervøs for, at det bliver så hårdt, at jeg ikke kan gennemføre det. Det hele vælter rundt oppe i hovedet.

På opdagelse i musikken og naturen
Det er ellers ikke fordi, at det sympatiske cykelbud mangler kilometer i benene. Han er berømt for sine lange tur, som i januar, hvor han en dag tilbagelagde 160 km helt alene. Han mener selv, at nerverne handler om erfaring. Eller mangel på samme.

Han kender det fra musikken. I dag laver han elektronisk musik for sig selv, men tidligere var han både forsanger i et metalband og trommeslager i det melodiske punkband Big Mess. Forest på scenen var nerverne også et problem.

I starten var jeg også skide nervøs, når jeg spillede koncerter. Efterhånden vænnede jeg mig til det. Erfaringen løste det.”

Det er ikke den eneste parallel det københavnske bud-fænomen trækker mellem musikken og landevejen.

Der er noget maskinelt over både det at cykle – på noget grej – og lave musik, som jeg gør nu. Jeg bruger forskellige maskiner til at gå på opdagelse. Jeg går på opdagelse i lyde og går på opdagelse i naturen.

Og de seneste par år er han så også begyndt at gå på opdagelse med sin egen krop. At skubbe den til nye grænser. Bevares, han har i lang tid kørt masser af kilometer, men på de lange ture presser han aldrig kroppen så langt ud, som det har krævet i Hajduk-løbene.

Måske er det en fejl. Måske burde jeg træne mere intenst og med flere høj-intervaller. Når jeg kører langt, kører jeg mere rekreativt end præstationsfokuseret. Jeg kører for naturens skyld, for at komme ud.

Ville slagte alle
Det er åbenlyst sket en udvikling for Cykelbuddet. Sidste år blev han sat til vægs, men i år kan han køre med. Mødet med Hajduk-løbene krævede selvransagelse.   

Jeg troede, jeg kunne køre hurtigere end alle andre. Jeg skrev til Nikolaj inden mit første løb sidste år, at jeg ville slagte alle sammen.

Sådan gik det som bekendt ikke. Han blev tidligt på enkeltstarten 2020 overhalet af David, og i sidste ende slået af både Løppenthin og David med flere minutter.

Jagter sejren
I år kører han med en helt anden selvindsigt, men han har stadig svært at styre sig. I Ejby lå han alene uden hjælperyttere blandt de førende, ligesom Jacob Høgsberg fra Lampre, men hvor Jacob ikke tog en eneste føring, kunne Cykelbuddet ikke holde igen.

Jeg begyndte at kede mig. For fanden, hvorfor skal vi ligge og køre 32, når vi kan køre 38. Jeg forsøgte at lave nogle hug og prøve at splitte det. Kraftedeme om de ikke bare sad med deres hjælperyttere. Jeg skulle nok have holdt mig mere i ro

Alligevel kørte han ind på samlet 3. plads i Ejby. Nu vil han have det hele.

Chefen kalder på ham. Ikke mere snak med Nieuwsblad. Han afrunder hurtigt inden han smider røret på. Fokus er på Giroen:

Jeg jagter førstepladsen. Ingen tvivl om det. Men der er rift om den. Nogle er bedre til at mose sig selv helt ned og så er der jo mine nerver. Men Giro-etapen passer mig godt og min grundform er rigtig god – fuldstændig ligesom de rigtige cykelryttere.


Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad