stjerner

Tour de Ejby 2022

⭐⭐⭐⭐⭐ – Max Reiter

⭐⭐⭐⭐ – Jannik & Munch

⭐⭐⭐ – Løppenthin & Cykelbuddet

⭐⭐ – Banesto Vikingen & Cap

⭐ – Teis

Tour de Ejby 2022

Lige om hjørnet ligger Tour de Ejby og lurer. Løbet over alle løb. Moderløbet. Og mens rytterne får banket de sidste træningspas af og sportsdirektørerne kigger nervøst på vejrudsigten, vil vi kigge lidt nærmere på den ultraintense sprinteretape og hvad vi kan forvente af dette års udgave af denne storslåede forstadsklassiker.

Det første vi må dykke ned i er naturligvis fraværet af sidste års vinder, holdkaptajnen på Mercatone Uno, David ”Il Macchina” Bjørnsdall, hvilket jo betyder, at ingen i år vil køre i den gule trøje, som ellers klæder disse Forbundsløb så godt. At trøjerne bliver hædret og æret. Et kæmpe tab for det italienske storhold og i lige så høj grad et tab for Forbundet. 

Men tempomonsteret skal vi nok komme til at opleve i en anden rolle (måske en større rolle fortæller rygterne – men lad nu det ligge for nu). Og hvad angår Mercatone Uno, så må man sige, at deres vinderchancer er dalet helt enormt siden Bjørnsdalls exit. Faktisk kan jeg slet ikke se hvordan de skal komme til en sejr. Cap Stærke er ikke ligefrem sprinter og løjtnanten Joakim kan man vel efterhånden knap kalde en løjtnant. Om resten af drengene, Jørgen, Philip eller Generalen formår at overraske tvivler jeg meget stærkt på. De skal måske kigge mere efter snapsespurten, hvis de vil gøre sig forhåbninger om trøjer.

Touren har altid været kendt for at holde traditionerne i hævd. Derfor vil alt i år også være fuldstændig som det plejer, både hvad ruten angår, ankomsten i Generalens have, den efterfølgende festivitas som altid har været god til at tiltrække enorme menneskemængder. Det er denne særlige energi der hersker omkring dette løb som gør at skal du ende øverst på podiet, skal du have nerver af stål. Og følgelig, som i alle cykelløb en grad af held. Det er næsen for at holde sig ude af styrt, punkteringer og evnen til at placere sig ordentligt. Og her kommer man naturligt til at tænke på fraværet af en anden stor rytter, der netop besidder disse træk til perfektion, Henrik Stærke. Større kræfter har været på spil som gør, at han har måttet efterlade sin holdkaptajn fra Ariostea som eneste bejler til den gule trøje. Men på trods af hans dalende form og en måske skuffende indsats i Bornholmo’en ser jeg Munch som en stor kandidat, ikke bare til podiet, men bestemt også til sejren. 

ONCE har som altid deres forskellige strengeinstrumenter at spille på. Løppenthin har aldrig været en sprinter og bliver det heller aldrig, men er måske i sit livs form, og selvtilliden har aldrig været større. Og så er der jo den store Ejby-legende Jannik Florang, der uden tvivl har tænkt sig at genvinde det som han selv kalder ”Mit løb” – og med rette. Med så mange ejby-pokaler i skabet og en sublim hjælperytter i form af lilllebror Teis (som jeg også kunne se blande sig i toppen i år), skal der meget til at ikke at udnævne Jannik til storfavorit endnu engang. 

Det skulle da lige være en ung mand fra Kelme ved navn Max Reiter. Dette tyske damptog satte ærlig talt den store sprinterkonge godt og grundigt til vægs på de to indlagte spurte på Bornholm og fik vist et par ryttere i feltet til at måbe og en enkelt sportsdirektør fra Once til at lave stort i cykelshortsene. Han lader til at have hele pakken, stor sult, stor kløgt, store lår og ikke mindst et fremragende samarbejde med løjtnant Haugaard. Jeg har faktisk svært ved at se, hvordan Reiter ikke skal lykkes med at at komme først over stregen søndag eftermiddag. 

Men det er aldrig til at sige med Ejby. Som de erfarne ryttere altid fortæller mig år efter år ”Er du med i finalen i Ejby, så kan alt ske.”

Og det giver anledning til at se på nogle outsidere, såsom Vikingen fra Banesto, der kørte sit livs cykelløb på Bornholm og som lader til både at køre hurtigt uanset om det går op eller ned. Han har iveren og tilstrækkeligt med frygtløshed til at kunne overraske på søndag.

Og så er der evighedstalentet og træningsnarkomanen Cykelbuddet, som man ikke skal glemme endte på podiet lige foran snuden på Lampres Høgsberg (som vi desværre heller ikke får at se i Ejby i år). Jeg tvivler på han ender i gult, men han kører hurtigere end nogensinde, og måske har han endelig fået nerverne i kort snor og kan køre frit.

Alt i alt må jeg blankt erkende, at jeg vil lægge min gamle hat på den nye tyske stjerne. Træder han rigtigt i pedalerne, så bliver han ikke til at hente…

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Pierre Chany analyserer: Her er favoritterne til Vuelta á Bornholmo

   

⭐ – Munch

Er Munch lige så overdådig som sidste år? Muligvis ikke. Men det vil stadig kræve en episk præstation at slutte foran dette monster af en hjemmebanefavorit

    

⭐ – David og Cykelbuddet

David var førsteudfordrer i hele sidste sæson. Og det er han også i år. Skulle et ellers toptrimmet Cykelbud have lyst til at udfordre den antagelse, kan han blot minde sig selv om den nylige lektion, han fik af netop David i de bornholmske bakker. Men det står også klart, at Buddet har reelle vinderchancer. Det demonstrerede han senest ved at slå Munch i et mindre træningsløb på Sydsjælland.

   

⭐ – Lille Stærke og Store Stærke

Brødreparret er måske i deres livs form. Hvis storebror er den stærkeste på ren power, er lillebror omvendt så overlegen på det mentale og taktiske, at det er Ariostea-rytteren, der står med de klart bedste muligheder for at gå på podiet og måske endda at vinde.”

  

⭐ – Løppenthin

ONCE-kaptajnen må tage til takke med en outsider-rolle i år efter nogle solide ydmygelser på en række træningsture med de andre topryttere. Men hans klasse og historik gør, at de fleste vil frygte ham, hvis han mod forventning sidder med i den absolutte finale.”

⭐ – Reuter

Den nye tyske dreng i klassen er et ubeskrevet blad i hajdukløbene. Men flere fra feltet har fået tæv af ham i mindre opvarmningsløb. Han beskrives som en sprinter, så Bornholm er muligvis ikke hans terræn. Men der vil helt sikkert blive holdt øje med manden, der kan blive en ny profil.”

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Optakt til Giro d’ Sydhavsøerne: Her er favoritterne

 

Hajduk Nieuwsblads cykelkorrespondent Pierre Chany analyserer rute og favoritter frem mod lørdagens nye storløb Giro d’ Sydhavsøerne. 

⭐⭐⭐⭐⭐ David Bjørnsdall 

⭐⭐⭐⭐Frederik Munch 

⭐⭐⭐Cykelbuddet 

⭐⭐ Henrik Stærke 

 Cap og Jacob Høgsberg 

 

 

Lørdag tilføjes et nyt storløb til Hajdukløbene, når Giro d’ Sydhavsøerne køres på Møn og Bogø. Og Hajduk Nieuwsblad cykelkorrespondent Pierre Chany storroser arrangørerne for ruten. 

Giro D’ Sydhavsøerne er et særegent løb, som er svært at kategorisere. Det er ikke fladbanetons. Det er heller ikke et løb med et overflødighedshorn af højdemeter, hvor ruten foretager udskilningen. I stedet er det kringlet, barskt og vil kræve konstant opmærksomhed fra feltets favoritter. Du kan aldrig hvile dig, kan ikke kalkurere med en 500 meters stigning til at gøre forskellen. Momentet kan opstå når som helst. Det er stressende for rytterne og smukt for tilskuerne,” siger Pierre Chany. 

Men uanset hvad er sceneriet med markveje, havet og romantisk ø-idyl en æstetisk milepæl i løbshistorien,” fortsætter han. 

Pierre Chany fortæller, at redaktionen har haft svært ved at udpege favoritterne. Indtil for få uger siden var Frederik Munch topfavorit, men en hævet ankel skaber en smule usikkerhed om forfatningen hos det gråmelerede geni. 

Frederik Munch er en stor, stor rytter. Men tilbage står, at han er småskadet og tabte spurten i Ejby til fænomentet David Bjørnsdall. Derfor må han acceptere, at Mercatone-kaptajnen er topfavorit,” siger Pierre Chany. 

På de efterfølgende pladser kommer Cykelbuddet og Henrik Stærke. 

Cykelbuddet er en træningsmester, der har udvist uhørt stabilitet – og et højere topniveau i denne sæson. Der er udbredt enighed om, at han har pæne vinderchancer lørdag, hvis han holder styr på nerverne og spiller sine kort rigtigt,” siger Pierre Chany og fortsætter. 

Henrik Stærke kan heller ikke afskrives. Hans palmares er unik, og han viste i Ejby, at han kan være en faktor i frontgruppen, selv når han er langt fra topformen.” 

Høgsberg og Cap udstyres også med stjerner, mens redaktionen ikke har den store tiltro til ONCEs vinderchancer. 

Både Løppenthin og Jannik er småskadede, og ingen af dem har vist fordums styrke i 2021.De har formentlig blikket rettet mod Bornholm, hvor de vil sætte alt ind på at hente den ultimative triumf,” siger Pierre Chany.

Ruten og vejret

Det tegner til at blive en ret blæsende og til tider regnfuld etape i Giroen. Det kunne godt pege i retning af en ikonisk afslutning på årets etape med sidevind på dæmningen mellem Møn og Bogø.

Der er ingen tvivl om, at alle med ambitioner om at vinde, skal være opmærksomme, når frontgruppen svinger til højre ind på den rampe, der fører hen mod Bogø By,” pointerer Chany. 

Vi ved fra tidligere, at feltets ryttere reagerer meget forskelligt på vejr og vind. Ingen tvivl om, at en mand som Henrik Stærke håber på modbydelige vejrforhold. Det vil øge hans chancer for at træde tilbage på det øverste trin.

 

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad

Optakt til Tour de Ejby: Her er favoritterne

Pierre Chany er begejstret for Tour de Ejby og peger på to tempomaskiner som favoritter til løbet. 

Lørdag køres det prestigefyldte Hajduk-løb Tour de Ejby, der er i vidende kredse også er kendt som sprinternes uofficielle verdensmesterskab. 5 omgange á 8,5 km skal gennemføres på den relativt flade, men også teknisk noget kringlede rute. 

Det kan ikke undgå at blive et episk løb. Sprinterne vil forsøge at holde det samlet, mens tempomaskinerne vil forsøge at splitte det ad. Det bliver grandiøst. Mestrenes mester, løbsgeneralen og hundeejeren Nikolaj Sejergaard har virkelig skabt et storslået løb,” siger Pierre Chany. 

Sidste års udgave var i særklasse dramatisk med voldsomme styrt og en genistreg af en spurt fra Henrik Stærke, der tog fusen på ONCE-bomben Jannik Florang. Pierre Chany håber også, at rytterne i år vil male med den brede pensel. 

Styrt er tragisk. Men de er også betagende. Og så vil Stærkes lynsnarhed og kølige hoved i sidste års spurt for altid stå som et monument, et symbol på løbsintelligens og ukuelig vilje til sejr,” siger Pierre Chany. 

  • Men holdt Henrik Stærke sin linje i sidste års spurt, Pierre? 

Det der protokol-agtige spørgsmål nægter jeg at forholde mig til. Der var ikke nogen dommer, og når det er tilfældet, så må rytterne på vejen selv afgøre, hvor grænsen går. Men havde der været en eller anden græsk dødbider fra UCI til stede, skal jeg da ikke afvise, at Henrik Stærke var blevet deklasseret. Men så var vi blevet frarøvet et stort øjeblik i cykelhistorien. Så tak for at løbsgeneralen, mestrenes mester og hundeejeren Nikolaj Sejergaard dyrker piratløbenes autonomi frem for forbundsprotokoller og kommunale reglementer,” siger Pierre Chany. 

På trods af sin begejstring for Henrik Stærke må Chany dog erkende, at Ariostea-kaptajnen ikke er topfavorit til lørdagens klassiker. 

Han har valgt at give fem stjerner til David Bjørnsdall og Frederik Munch. 

De viste et uhørt højt niveau til enkeltstarten, og især Bjørnsdall skal ud og bevise, at han ikke er den evige 2’er. Han vil være sulten efter sejren,” siger Pierre Chany. 

Lige efter følger Henrik Stærke og Jannik Florang på fire stjerner. 

Vi ved ikke helt, hvem Ariostea kører for. Her står Tue Steinlein med et luksusproblem. Men det er klart, at ofrer Munch sig 100 procent for sin kaptajn, så er Stærke én af de helt, helt store favoritter,” siger Pierre Chany. 

Jannik Florang er også en god kandidat til at vinde. Hans spurt er stærk, og kan han overbevise Løppenthin om at hjælpe ham, er ONCE ikke uden muligheder,” fortsætter han. 

Redaktionen har valgt at give tre stjerne til Cykelbuddet og Løppenthin. 

Cykelbuddet er alene, fordi hans mandskab er optaget af musikalske forpligtelser andetsteds. Det sætter ham i en potentielt vanskelig situation, fordi han er isoleret fra starten. Men han har så meget styrke, at han nok skal være i finalen alligevel,” siger Pierre Chany. 

Løppenthins vinderchancer er han mere usikker på. 

Han var så afgjort én af de bedste i sidste sæson. Men hvor er han nu, og i hvor høj grad vil han køre sin egen chance? Det kender vi ikke svaret på. Men på trods af han ikke er topfavorit, kan det ikke helt afvises, at han laver et godt resultat,” siger Pierre Chany. 

Mercatone-duoen Cap Stærke og Joakim Sejergaard følger efter på henholdsvis 2 og en 1 stjerne.  

Det er et drømmehold, som Mercatone kan stille med, og det er slet ikke umuligt, at især Cap Stærke laver det helt store nummer. Men de to super-løjtnanter vil nok primært skulle smage blod for deres strålende kaptajn,” siger Pierre Chany. 

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Hajduk Nieuwsblad