Foråret er skudt i gang – nu skal Hajduk i gang!
Han er smuk vores cheftræner. Selvom han nærmer sig de 35 år, er huden fortsat glat og blød omkring de gnistrende øjne, som dengang for snart ti år siden, hvor både kvinden i tilværelsen og den første oprykning med Hajduk blev sikret. Livets store begivenheder. Trods skønheden kunne man bag smilet godt ane de frustrationer, der havde præget optakten til forårets første kamp mod 1. pladsen, Nørrebro FF. Som vanligt var påsken en udfordring for Hajdukkerne.
Mange var udenlands (på jagt efter de sidste % til en intens forårssæson), andre gik eftersigende i fødsel, enkelte blev tilsyneladende fanget i en snestorm på Bornholm, andre fejrede fødselsdag med det store morgenbord og yderligere et par stykker var ramt af sygdom. Det var derfor en hårdt presset cheftræner, der måtte sætte sig selv og tidligere coach Jeppe på holdkortet (som vores eneste udskiftere!). Det er vanskelige arbejdsvilkår vi giver hinanden og vores coach.
Kampen forløb egentlig langt hen af vejen, som vi ønskede det. Defensivt og solidt. Vi startede dybt i vores vanlige 4-5-1, som nok engang viste sig stabil. FF var på bolden 68-32%, men producerede sjældent åbne chancer. Det krævede et halvtyndt frispark på kanten af feltet, før FF bragte sig foran på et velsparket frispark på indersiden af stolpen. Vi slog hurtigt tilbage. Lokomotivet Vitus opsnappede en løs mulighed og blev nedlagt i feltet, hvor en ellers vanligt sikker Jørgen sparkede lige på målmanden. Fem minutter senere var der straffe igen efter et stærkt kontraangreb, hvor formanden selv blev nedlagt i feltet angrebet af en to-fodstackling, som han en anelse teatralsk røg i græsset på. Vitus eksekverede sikkert. 1-1 til halvleg og stor tilfredshed.
I 2. halvleg kollapsede vi – det må vi indrømme. Både af fysisk træthed – 10 ud af 11 mand skulle spille 90 minutter og af mental træthed. FF fik rødt kort, efter to gule til samme mand, men det viste sig, at DBU har indført ny regel, og FF blev fuldtallige igen efter 10 minutter. Kort tid forinden havde anfører Helms scoret karrierens flotteste hovedstødsmål til 2-1, men uheldigvis var det i egne netmasker. Derefter slog udmattelsen ind sammen med tenniscifrene. Selvom FF var gode, så havde vi altså haft overordentlig gode muligheder for point, hvis vi i det mindste havde haft udskiftere med.
Messias? Nedtakt
Og det er så i kølvandet på denne oplevelse mandag, på denne påskedag, hvor vi fejrer Jesus’ opstandelse og hvor frelseren viser sig for sine disciple, at jeg på en bænk i den lavthængende eftermiddagssol i en have ved nogle beskårne rosenbuske, kommer til en erkendelse. Og nej, selvom det ville være nærliggende, så mener jeg ikke (umiddelbart), at vores cheftræner er den opstandne Jesus og vi spillere er de trofaste disciple.
Men det er alligevel som om, at spørgsmålet om trofasthed er afgørende i de her uger og at det rumsterer i hovedet på vores cheftræner. Kan Hajdukkerne mønstre lige så stor dedikation til Hajduk, som cheftræneren selv? Vil de ofre en aften eller to i familiens og alkoholens skød for en aften på grønsværen med Hajduk?
Om de spørgsmål egentlig rumsterer i cheftrænerens hoved kan jeg selvfølgelig aldrig vide med sikkerhed. Men hvis vi skal give den her oprykningskamp et helhjertet og solidt forsøg, så tror jeg det afgørende, at vi i de kommende uger (ja egentlig i de kommende 2 måneder) viser vores dedikation og aktive deltagelse overfor hinanden, statsmanden, anføreren, bødemesteren – ja alle de store – og selvfølgelig også overfor cheftræneren, som selv ofrer så mange timer. Mest af alt fordi, at det kunne være pissehamrende sjovt at holde en gigantisk oprykningsfest i anledning af vores 10 års jubilæum.
/Formanden