Den legendariske afdøde franske præsident, Georges Pompidou, giver i sin første posthumane kunstanmeldelse for Hajduk Nieuwsblad årets Giro d’Sydhavsøerne intet mindre end seks stjerner for sit nyskabende kunstneriske udtryk. Læs hans fabulerende anmeldelse her.
Mens årets Biennale i Venedig undersøger det monumentale værk og Documenta i Kassel afsøger langsomme kunstneriske praksisser, udfolder Giro d’Sydhavsøerne sig som et sandt mesterværk gennem sin radikale insisteren på abnorm absurditet og intenst fællesskab.
I et orgie af gel, farver og velsmurt mekanik udfoldede den kunstneriske bevægelse ”De Uafhængige”, der har klare referencer til 90’er cykling, sig gennem en prægtig kunstmanifestation, som i årevis vil sætte retningen for fremtidens samskabende samtidskunst.
Bevægelsens kunstneriske greb spænder umådeligt vidt, hvilket må antages at være en direkte konsekvens af udstillingens de-kapitaliserede rum og de involveredes mangfoldige baggrunde i vidt forskellige kunstformer og -genrer.
Nå, men. Lad mig komme til en række af de udvalgte værker fra mit første åndelige møde med den bevægelse, der så smukt har fastslået sin evige universelle relevans ved at insistere på at være forbundet i et forbund.
Overlegen kunst i det offentlige rum
Det mest overlegne Giro-værk var givetvis den smukke, organiske landevejssummen, der bliver tydeligst i værket ”Snogen”, hvor kunstnerøen Møn’s øde, smalle veje, uendelige sving og underskønne natur, blev benyttet til at skabe en art psykedelisk slange, der integrerede sig i det offentlige rum på hidtil usete måder.
Som en sværm af farverus og gennem en konstant, nærmest monoton-hypnotiserende performance, bevægede ”Snogen” sig som et postmodernistisk, eksistentialistisk drama om selve meningen med livet igennem morænebakkerne til velsagtens ingen verdens nytte. Deri gemmer der sig en uendelig formålsløs æstetisk skønhed, som synes at være central for ”De Uafhængige” og deres helt unikke væren i verden.
Marathonværket, i ordets absolut bedste forstand, blev stilfærdigt, men stilsikkert introduceret af to kuratorers udvalgte værker på den legendariske Bogø Havn. Det ene en omdannet campingvogn med klare referencer til 70’ernes kollektive og omrejsende gadeteater, mens det andet værk – en form for avantgardistisk caféperformance – i højere grad nyskabte selve forholdet mellem mennesket, klapbordet og den allestedsnærværende drik: Kaffe. En fin smagsprøve på kunstnergruppens formåen.
Hovedværket i ”De Uafhængiges” Pavillon
Ligesom traditionen indenfor de efterhånden forhistoriske Verdensudstillinger foreskriver det, valgte årets udstilling at indskrive sig direkte i kunsthistoriens udstillingspraksis ved at nyfortolke ”Pavillon-begrebet”.
Men dette var ikke den franske eller spanske pavillon. Det var selve livets pavillon.
I den forstand er det umuligt at fremhæve et højdepunkt. Eller det jeg oftest selv betegner som det kunstneriske klimaks. Omkalfatringen af den normative virkelighed blev nemlig total i et kalejdoskopisk virvar af sanselighed og omsorg. Og alle individers opfattelser i det omfangsrige fællesskab må antages at have været vidt forskellige afhængig af rusens substans.
”Holddannelse” – et episk værk
Ønsker man, og det må være denne anmelders pligt, at fremhæve enkelte elementer fra årets pavillon, føles det naturligt at læse værket ”Holddannelse” som en direkte reference til Knut Hamsuns ”Sult”, hvor netop kunstnerens sult, tab, fortvivlelse og angst i stedet ansporer grotesk handling.
Som beskuer forledes man først til at tro at selveste jordkloden er ved at gå til grunde i evig regression. At alderen er irreversible. Man overbevises om at tidligere tiders storhed altid vil et uopnåeligt fatamorgana.
Med en svært beskrivelig, men måske let hæs, underspillet, kæmpende stemme, træder en spinkel og skægget mand frem på scenen.
Han benægter Hamsuns fatalisme og med et fordrejer han virkeligheden og ændrer hele verdens gang. Det bliver et livtag med selveste skæbnen.
Med metoder, der minder om alt fra gement tyveri til orkestral grandiositet, bliver vi revet rundt af det symbolmættede amerikanske flag, (muligvis) religiøs nyfortolket countrymusik og nyskabte sandheder om intet mindre end forbundets fremtid. En utrolig overtagelse af rummet, som selv ikke de største samfundsarkitekter har formået at skabe. Revolutionært i ordets egentlige forstand.
Selv dagen derpå havde reminiscenserne af ”Holddannelse” aflejret sine tydelige spor. Næste år vil vise, hvad konsekvensen bliver.
Og sådan er det altid med kvalitetskunst. Den giver sit bud på det vi endnu ikke ved. Den skaber et sprog for den fremtid, vi endnu ikke kender. Tid er opløst. Sandheder er forandret for evigt.
Vi nåede kun at registrere det, sommeren var blevet kold, og så var det hele forbi.
Af Pierre Chany
