Analyser og SPuL

Sæsonåbner 2019/2020

Vi har gang i en strålende fodbolduge i vores elskede Hajduk klub. Tirsdag en træning med stort fremmøde, i går åbnede 7-mandsholdet sæsonen med en stensikker 6-0 sejr på Frederiksberg og nu kan jeg så præsentere en fuld Hajduk trup til sæsonens første brag i serie 5. Tilbage i serie 5 som vi for mange år tilbage stiftede kort bekendtskab med inden vi strøg videre med kurs mod Superligaen…

Jeg glæder mig til søndag! Sporting 43 gæster Fortet og er et fuldkommen nyt bekendtskab for vores vedkommende. Metrologerne tror på godt vejr og tørsten efter at stifte bekendtskab med Hajduks nye store satsning – Hajduk Baren –synes at være stor, ja nærmest en tår over skænken. Rygterne florerer om en ny og eksperimenterende Hajduk cocktail ved navn Hajduk 43, som måske/måske ikke, er et lille bid i haserne på Sporting i markeringen af den første serie 5 kamp i rigtig mange år. Mere sandsynligt er, at det bare er navnet på en cocktail som synes oplagt at servere ved middagstid på en søndag.

Sporting 43 er allerede godt i gang med sæsonen og står efter deres første to opgør med 3 point. I går lammetævede de vores venner fra Nanoq med 11-0 så det er nok en flok selvtillidsfulde drenge vi skal dyste imod. Men nu er de trods alt ikke de første i historien til at slå Nanoq med 11 kasser…

Truppen:

Arved Twins
Dissing
Gamdrup
Jannik Hofor
Carlo – Das Zug
Laura
Joaquin
Johan Samba
Teis Florsang
Morten “Silke” Lindblom
Grøn
Winding
Marko
– og mig selv…

Jeg er utrolig glad for den her trup! Okey – måske ikke helt optimalt at både Mark og jeg selv er i truppen, da det egentlig ikke vil være noget vi efterstræber i denne sæson. Men det er en Hajduk trup!!! Og det er det vigtigste i år!

Og så er der selvfølgelig et par navne som kræver et par ekstra kommentarer. For det første… Vores 10ér er tilbage… Mr. Jonas Winding er i en 11-mandstrup for første gang – ja vel nærmest siden han fik nr. 10. Om han så bare holder 10 min. så er det en sejr for alle i og omkring Hajduk!

Derudover er der naturligvis sommerens helt store signing – Morten “Silke” Lindblom. En skolet og rutineret angriber som jeg hverken har set til træning eller træningskamp, men som alligevel glider fluks i startelveren som striker. Han har særligt slået sine folder i Jyllandsserien men gør sig nu mest til i de kæmpe awayafsnit til Silkeborgs udekampe. Der skal lyde et stort velkommen!

Der er mødetid kl. 10.45 på Fortet i Ryparken søndag formiddag. Vi mødes på parkeringspladsen ved omklædning 1. Kampen spilles på bane 1 og vi ved allerede nu, at vi får masser af tilskuere på lægterne – særligt i form af små børn. Det bliver varmt, så sørg for at fyld jer godt op med væske inden I drager hjemmefra. Vi vinder næppe kampen på formen, så brug alle andre redskaber i værktøjskassen…

Det hele spiller! Lad os nakke Sporting 43 – og om ikke andet nyde fodboldlivet!

Altid Hajduk…

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til i morgen mod B 1960

Jeg synes det har været en besynderlig start på 2019 for Hajduk SPuL. Vi har på mange måder slået tilbage på det meget stramme efterår – med et 7-mandshold som topper rækken og som i går vandt en stensikker 4-1 sejr i topkampen mod Nørrebro United, og med 11-mandsholdet som har hentet nogle flotte sejre og spillet nogle gode kampe. Men vi er også troppet op til deciderede afklapsninger! Den sidste af slagsen var søndags mod Egedal og det der med at tabe 9-1 og 13-0 er ikke noget jeg betragter som en del af hverdagen i Hajduk. Det skal vi hurtigst muligt væk fra – sil-vous-plait!

Så er det jeg skæver med spænding på morgendagens modstander B 1960, som jo må siges at være rækkens suveræne tophold. Hvad venter os så forude? Skal vi gå og frygte endnu en afklapsning? Mærkeligt nok synes det at være en tanke som er begyndt at snige sig ind – som et ukendt og fremmed aspekt af fodboldtilværelsen, da det ikke tidligere har været noget vi kalkulerede med. En infektion i selvtilliden…

Men – der findes en kur mod alt! Som når søvn heler tømmermænd og elskov heler hårtab – så vil infektionen også forsvinde, hvis vi ryster de frelste sønner fra B 1960 i morgen! Vi er selv så langt fra den frelste målstreg som B 1960 har kridtet op med bibelsk præcision – men bare tanken om at have muligheden for at lave numre med dem giver mig fornyede kræfter…

Truppen:

Arved
Martin
Asmus
Jannik
Dan
Tue Deep
Nicolai
Joakim
Alexander
Tobias
Laurits
Teis
Lunen
– og mig selv…

14 Hajdukkere klædt i rød/sorte striber klar til kamp! Særligt værd at bemærke er tilbagekomsten af Laurits som er vendt tilbage fra Down Under og at vores nye signing Tobias spiller sin anden kamp på kort tid. Da jeg ikke selv er 100 % fit bliver jeg måske afløst af Prasant, men stiller ellers op med støvler og forbinding.

Der er kampstart kl. 18.00 på Fortet og vi mødes derude kl. 17.00. Lad os ses til tiden, så vi ikke bliver presset på den front. Vi mødes foran omklædningsrummet som vi deler med B 1950. Jeg er ikke helt med på, hvem der fik æren af MOM mod Egedal men vedkommende husker naturligvis pilsner.

Men drenge – vi går en stor Hajduk weekend i møde! Kamp og Hajduk Cykelløb… Er der nogen som møder op til cykelløbet med en inficeret selvtillid? Det tror jeg ikke… For vi egner os slet ikke til at tro på andet end at vi kan det hele. Vi er stærke nok til at være, hvor vi er!!!

Glæder mig til i morgen!

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til søndag mod Egedal.

Så går turen til Valby i forsøget på at revanchere sidste rundes nederlag til Nørrebro. Midtugen er for nogle blevet brugt til at tanke godt med selvtillid, da 7-mandsholdet i onsdags bankede hele 9 kasser ind i overbevisende stil – og forhåbentlig kan noget af det overføres til søndag, hvor der venter os en rigtig svær opgave.

Truppen:

Mark
Asmus
Jannik
Dissing
Dan
Kina
Carlo
Nicolai
Joakim
Emil
Ekelund
Johan
– og Lunen

Foreløbig 13 spillere, men jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi bliver 14 mand i truppen til kick off. Jeg er desværre selv forhindret i at komme på søndag, så det vil være Mark som styrer Hajduk mod overraskelsen og de 3 point!

Der er mødetid kl. 12.30 ved Tribunen ved Frem Stadion og kampen afvikles på græs. Det er mig uvist, hvem der sidst blev MOM, men forhåbentlig en af de som også er med søndag, så I har kolde pilsner at hælde indenbords når kampen blæses af.

Leve Hajduk!

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til rivalbrag mod Nørrebro Bk.

Ovenpå sidste uges tætte program har 11-mandsholdet nu haft en god uges pause til at samle kræfter. Forhåbentlig vil det være synligt, når vi i morgen brager ind i Nørrebro Bk. – for vi brager nemlig som regel ind i dem! Opgørerne mod Nørrebro Bk. plejer at være hæsblæsende og er med tiden gået hen og blevet en af sæsonens vigtigste kampe. De føler Fortet er deres – men der tar de jo fejl – og de kommer ofte med en “særlig attitude”, som gør disse kampe intense og uforglemmelige. Jeg føler mig overbevist om, at det samme er tilfældet i morgen!

Truppen:

Arved
Dissing
Asmus
Dan
Carlo
Tue
Munch
Joakim
Nicolai
Grøn
W.Mark
Alexander
– og Lunen.

Dejlig trup som pt. lyder på 13 mand, men den 14 mand er til stede i kulisserne. Det bliver enten Cap. eller mig selv som træder ind i truppen, så med mindre vi skulle få nogle utilsigtede afbud, så er vi 14 mand i morgen. Det er så vigtigt!

Vi mødes kl. 12.30 ved hovedindgangen til kantinen, da vi skal finde et omklædningsrum derinde. Tue tordenstøvle medbringer pilsner efter sin MOM performance mod NFC sidst vi var i aktion.

Jeg glæder mig meget til den her kamp Hajduk! Vi har alle muligheder for at sikre en herlig søndag eftermiddag og et godt resultat. Men det kræver, at vi giver os selv til hinanden – at vi er tilstede sammen! Ellers tromler de over os…

Leve Hajduk.

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til i morgen mod NFC.

Efter en med hjertet flot indsats mod Amalie i pokalen retter vi atter fokus tilbage på ligaen. Vi får nemlig besøg af de dygtige folk fra Nandrup som har kniven for struben, hvis de skal holde i deres håb om at snubbe 3. pladsen i rækken. Historisk har vi haft nogle tætte indbyrdes kampe og forhåbentlig kan vi gå ind og overraske hjemme på Fortet.

Truppen:

Mark
Jannik
Cap.
Carlo
Ibra
Tue
Joaquin
Nicolai
Dani
Teis
Alexander
Presant Delaire
– og mig selv.

Foreløbig kun 13 mand, men jeg arbejder ihærdigt for at finde en sidste mand. Vi har en del udskiftning siden de seneste par kampe og forhåbentlig kan de give lidt ny power og kraft til holdet.

Vi har mødetid kl. 18.45 på Fortet. Vi mødes ved samme omklædning som sidst, hvor jeg håber, at vi igen kan klæde om. Vores grillmaster Arved Arvedsen kan desværre ikke deltage og derfor bliver det nok til en sjældenhed Friday Night fodbold uden efterfølgende grill – men der er pilsner!

Jeg glæder mig til kamp!

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til pokalbrag i morgen.

Efter sidste uges flotte og intense kamp mod Hôpital vendes fokus nu mod en pokalaften, hvor vi går efter drømmene og ved at alt kan ske. Desværre har optakten ikke været helt ideelt, da vi lidt begynder at mærke kampene i diverse led og derfor har en stigende kurve af spillere som har ondt hist og her.

Truppen:

Arved
Fox
Jannik
Dan
Cap.
Tue
Asmus
Joakim
Nicolai
Alexander
Teis
Lunen
– og mig selv.

13 mand – og det ser jo på papiret rigtig fint ud. Det er dog langt fra alle som har 90 min. i sig af den ene eller anden årsag og derfor kan der også være en overraskelse eller to i start 11éren. Jeg håber stadig på at finde en enkelt eller to spillere mere – i så fald vil jeg selv glide ude – men vi må se om det lykkes.

Der er mødetid kl. 18.30 på Fortet og Fox medbringer pilsner efter sin flotte indsats i torsdags.

Lad os give serie 3 drengene en lille overraskelse i morgen! Det kan blive en rigtig sjov aften på Fortet!

Leve Hajduk.

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments

Truppen til torsdag mod Hôpital

Efter vores flotte rejsning – som jeg passende synes, at vi kan kalde sidste uges to 4-0 sejre – så skal vi atter på en af de rigtig svære opgaver. Real Hôpital på græs i Kløvermarken! Det er bare altid et tricky opgør mod et godt og sammenspillet Hôpital hold på Kløvermarkens tunge og uforudsigelige underlag. Det kræver altid noget ekstra på de kanter, hvis ikke vi tomhændet skal tage den lange cykeltur tilbage til hjemstaden. Med andre ord Hajduk… Bered jer på kamp! Bered jer på at møde vanskeligheder! Bered jer på at finde jeres Hajduk frem!

Truppen:

Arved
Fox
Martin
Dan
Carlo
Asmus
Tue
Joakim
Nicolai
Alexander
Matias
Teis
Lunen
– og mig selv

For anden kamp i træk en fuld trup, men vi er lidt udfordret, da Martin desværre atter er tvivlsom pga. sygdom og dermed måske glider ud af truppen. Hvis det er tilfældet håber jeg, at en Hajduk derude har lyst til at træde til.

Der er mødetid kl. 18.00 i Kløvermarken – og husk at vi denne gang spiller på græs. Jeg menes, at Alexander skal have pilsner med for sit smukke hattrick mod Herman, så vi dermed er sikret en kold pilsner efterfølgende.

Jeg glæder mig meget til kamp efter en her til aften veloverstået træning, hvor Fox, Arved, Nicolai og jeg selv fik testet stænger, baglår og andre trætte ting – og det hele lader til at holde.

Lad os prøve noget nyt Hajduk! Lad os slå Hôpital i Kløvermarken… Det kunne være stort!

God 1. maj! Husk der er fadøl og varme pølser fra kl. 08.15 hos Sømændenes 3F i Nordvest. Kl. 10.00 optog med de røde hjerter til Fælledparken. I kan finde mig i baren fra kl. 08.16.

Elsker Hajduk!

Coach.

Posted by Bestyrelsens Medlemmer in Analyser og SPuL, 0 comments